Nytårsaften byder for mange danskere på en kombination af alkohol og fyrværkeri. Men netop den cocktail kan betyde, at forsikringen ikke dækker, hvis du er skyld i en ulykke med dit nytårskrudt.
Det forklarer Anja Lintrup, konsulent hos Forsikringsoplysningen under Forsikring og Pension.
- Hvis man har lavet en materiel skade eller en personskade, fordi man er fuld, så vil forsikringen ikke dække, siger hun og forklarer, at det er en vurderingssag fra gang til gang, om ulykken skyldes alkohol i blodet.
Hvis forsikringsselskabet vurderer, at man har været skyld i en ulykke, fordi man har fået for meget at drikke, kan man ende med en omgang økonomiske tømmermænd 1. januar.
- Forsikringsselskabet for den person, der er skyld i skaden, skal så ind og vurdere, om de vil dække skaden. Men hvis vedkommende var fuld og dermed ikke dækket af sin forsikring, så er det ham selv, der kommer til at hænge på regningen for skaderne, siger forsikringskonsulenten.
Anja Lintrup Sørensen forklarer videre, at man kan vinke farvel til erstatning, hvis man mister en finger, får ødelagt synet eller på anden måde er skyld i skader på sig selv med ulovligt fyrværkeri.
- Det vil være groft uagtsomt, men det er dækket af forsikringen, hvis man laver skade på ting eller andre personer. Men hvis det er en selv, det går udover, så er man ikke dækket af sin ulykkesforsikring, siger hun og tilføjer:
- Hvis man har siddet og drukket tæt hele aftenen, så bør man lade andre stå for at fyre nytårskrudt af, siger Anja Sørensen, der opfordrer til, at man tjekker sin ansvarsforsikring, som er en del af sin indboforsikring, og sin ulykkesforsikring, inden man antænder nytårsraketterne onsdag aften klokken 24.
- Der er en stor del af særligt de unge, der ikke har en indboforsikring, og så ender man i en situation, hvor man selv skal betale regningen, hvis man laver skader på ting eller andre personer, siger Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.