Det engelske fodboldlandshold vandt sent fredag aften 3-0 over et defensivt indstillet peruviansk mandskab.

Så I med Italien og Uruguay? Den engelske landstræner Roy Hodgson sendte fredag aften et stærkt signal til sine modstandere i VMs gruppe D. England viste nemlig VM-form efter 3-0 over Peru i en venskabskamp på Wembley.

85.000 tilskuere var på lægterne i London for at ønske hjemlandets helte held og lykke med slutrunden i Brasilien, der begynder næste torsdag. Der var dog ikke meget at juble over i kampens begyndelse, da modstanderne fra Peru konstant holdt store dele af holdet bag bolden.

Men efter 32 minutters spil kunne Daniel Sturridge omsider bringe England foran med 1-0 på et flot langskud. Den unge Liverpool-spids fintede sig kækt uden om det sydamerikanske forsvar, inden han krogede bolden op i det modsatte lange hjørne. Daniel Sturridge gjorde ikke meget væsen af sig før målet, men blev senere kåret til kampens spiller for hans præstationer som ene mand på toppen for England.

Wayne Rooney viste sig også frem på pladsen lige bag angrebskollegaen med flere gode aktioner, men der skulle to dødbolde til at bringe de hvidblusede yderligere foran. Everton-backen, Leighton Baines, var oplægger begge gange. Først headede Gary Cahill et hjørnespark i mål efter 65. minutters spil, inden en anden Everton-forsvarer, Phil Jagielka, samlede den løse bold op efter endnu et godt slået hjørnespark.

Landstræner Roy Hodgson var tilfreds med resultatet, som han dog kaldte for det mindst acceptable efter kampen.

- Publikum sender os til VM på en vidunderlig måde. Vi skulle være tålmodige, men vi dominerede hele kampen. Det er en perfekt afslutning på to perfekte uger, sagde Roy Hodgson til ITV efter kampen.

England drager nu til Miami, hvor de skal gøre sig de sidste forberedelser, inden de møder Italien den 15. juni.