Skal Dannebrog luftes den 1. maj? Eller hører flaget ikke hjemme på arbejdernes kampdag? SFs tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm og nuværende næstformandskandidat Mattias Tesfaye kan ikke blive enige.

Diskussionen om det danske flag er opstået, efter Frahm har kritiseret Tesfayes 10 teser for »praktisk socialisme« for at høre hjemme i et kommunistisk parti og ikke i SF.

På partiets debatforum, Rød Blog, spørger hun blandt andet, om Mattias Tesfaye stadig mener, at man ikke kan være international uden at elske Dannebrog.

Det har ført til en diskussion om, hvordan SF skal bruge det danske flag.

- Jeg har deltaget i 1. maj demonstration i Barcelona hvor røde flag og catalanske flag vajede side om side. Herhjemme har jeg oplevet palæstinensere flage med deres flag til 1. maj. Hvorfor er der ikke danske flag i Fælledparken 1. maj?, spørger Tesfaye.

Næstformandskandidaten mener, at Dansk Folkeparti forsøger at tage patent på Dannebrog. Og det vil han ikke acceptere.

- Jeg mener vi skal erobre det tilbage. Vi skal være stolte af vores land, skriver Mattias Tesfaye på Rød Blog.

Pernille Frahm mener dog ikke, at man kan sammenligne brugen af palæstinensiske og catalanske flag med brugen af Dannebrog.

- Der er en afgørende forskel på at markere sin solidaritet med et undertrykt mindretal eller folk og så at bære nationale symboler i øvrigt. SF har rødder i det antiautoritære oprør i 60erne. Vi havde ikke Dannebrog, men røde faner til vores arrangementer. DKP og Socialdemokraterne havde derimod ofte begge dele, og ind imellem kun Dannebrog, skriver Pernille Frahm.

Hun mener ikke, at Dannebrog hører hjemme i Fælledparken eller andre steder i Danmark, hvor arbejdernes kampdag skal markeres.

- For SFs vedkommende, er Dannebrog noget man har til jul og fødselsdag, men ikke til politiske arrangementer, for vi er internationale, skriver Pernille Frahm.

Mattias Tesfaye mener dog ikke, at et Dannebrog hist og her strider imod det internationale snit, som SF gerne vil have.

- Jeg mener socialister skal arbejde på at blive rodfæstet i sit lands historie, sprog, kultur og traditioner, blandt andet fordi det automatisk styrker forståelsen for andre kulturer.

Mattias Tesfaye har meldt sig selv som kandidat til næstformandsposten i SF, som Meta Fuglsang og Tonni Hansen deler nu. Sidstnævnte stiller ikke op til valget ved SFs landsmøde den 13.-15. april. Men det gør Meta Fuglsang.