Strid om øer skaber spændinger mellem Kina og Japan
Tusindvis af kinesere demonstrerer mod japanske nationalisters landgang på en omstridt økæde. Og Kinas udenrigsministerium udtrykker sin protest.
Tusindvis af kinesere demonstrerer mod japanske nationalisters landgang på en omstridt økæde. Og Kinas udenrigsministerium udtrykker sin protest.
KINA: En lille, ubeboet øgruppe i det Østkinesiske Hav har skabt fornyede spændinger mellem det østasiatiske stormagter Kina og Japan. Øerne tilhører officielt Japan, men kineserne mener, at den er en del af Kina, og rivaliserende nationalistgruppers kamp om øen har søndag ført til en bølge af demonstrationer i kinesiske storbyer.
Striden blussede op i sidste uge, da syv kinesiske aktivister slap forbi den japanske kystvagt og plantede et kinesiske flag på en af Senkaku-øerne. Aktivisterne blev hurtigt deporteret uden at det skabte den store ballade i Kina, men da japanske aktivister fra en nationalistgruppe søndag indtog øen Uotsori og viftede med japanske flag, fik det de kinesiske temperamenter til at koge over.
Ifølge Reuters er tusindvis af demonstranter søndag gået på gaden i flere kinesiske byer. Det gælder blandt andet den sydlige storby Shenzhen, hvor mindre grupper drog gennem gaderne og væltede japanske biler, mens de råbte slagord mod Japans territorialkrav over øerne. Flere personer er blevet arresteret.
Også Kinas udenrigsministerium tager afstand til de japanske nationalisters aktion.
- Japanske højreorienteredes ulovlige opførsel har krænket Kinas territoriale suverænitet, hedder det i en officiel udtalelse fra ministeriet.
Senkaku-øerne ligger mellem den japanske ø Okinawa og Taiwan. Japan lagde beslag på dem i 1895, men efter Anden Verdenskrig kom de under amerikanske kontrol. Amerikanerne overlod øerne til Japan igen i 1971, men siden har både Kina og Taiwan stået fast på, at de rettelig tilhører dem.