Efter adskillge aflyste afgange er pilotstrejken, der i flere dage har lammet flyselskabet Norwegian, er slut. Det bekræfter Norwegian samt repræsentanter fra piloternes fagforeninger.
»Det er med stor tilfredshed, vi kan sige, at vi endelig er nået til enighed. Vi har fået vores hovedkrav igennem,« siger Halvor Vatne fra Norwegian Pilot Union, der har forhandlet på vegne af piloterne, ifølge Vg.no.
Strejken blev indledt den 28. februar, hvor 70 Norwegian-piloter nedlagde arbejdet. Onsdag den 4. marts nedlagde yderligere 650 piloter ansat af Norwegian arbejdet, og siden har flyselskabet forhandlet med piloternes fagforbund for at nå frem til en løsning om piloternes nye overenskomst.
Norwegian har under konflikten meldt ud, at de ønskede at splitte piloterne op, så de blev ansat i tre seperate selskaber. Det ønskede piloterne ikke, og de har kæmpet indædt for at kunne bevare bindingen af moderselskabet Norwegian Air Shuttle. Det er lykkedes med den aftale, som parterne er nået frem til, siger Halvor Vatne.
Tirsdag aften klokken 18.30 havde piloternes fagforbund Parat indkaldt til pressemøde, og ved Norwegians hovedsæde var pressen ligeledes mødt frem, da topchefen for Norwegian Air Shuttle, Bjørn Kjos, annoncerede den nye aftale.
En aftale, der er godt nyt for Norwegians kunder, som i flere dage har været ramt af aflysninger og forsinkelser. Norwegian bebuder, at selskabets fly vil afgå planmæssigt fra onsdag middag.
»Jeg er meget lettet over, at pilotstrejken nu er afblæst, og vores passager endelig kan føle sig sikre på, at vores fly snart vil afgå som normalt. Selskabet er påført store økonomiske omkostninger. Det har været en meget krævende periode for både vores passagerer og vores mange medarbejdere, som har arbejdet dag og nat for at håndtere strejken og tage hånd om passagererne på bedst mulig måde. Jeg er også meget taknemmelig for den tålmodighed og støtte, vi har fået fra vores publikum,« udtaler Bjørn Kjos, administrerende direktør i Norwegian Air Shuttle, i en pressemeddelelse.
Norwegian-chefen ønsker ikke at afsløre, hvor meget strejken har kostet flyselskabet, men siger, at den ikke har været billig.
Blandt elementerne i den nye overenskomst, som gælder frem til 2017, er en mere fleksibel arbejdstidsaftale. Desuden er der lavet en særskilt stillingsgaranti for alle piloter, der i dag er ansat i Skandinavien, som også gælder til oktober 2017, hvor den netop indgåede overenskomst udløber.