En ny strejke blandt Lufthansas kabinepersonale vil tirsdag ramme Frankfurt og Tegel-lufthavnen i Berlin
Lufthansapassagerer må indstille sig på nye forsinkelser, efter at kabinepersonalet i det tyske luftfartsselskab har meddelt, at det tirsdag vil nedlægge arbejdet i otte timer.
Det kommer til at påvirke rejsende, der skal til og fra lufthavnene i Frankfurt og Tegel i Berlin, skriver Reuters.
Strejken kommer ifølge kabinepersonalets fagforbund UFO til at stå på i tidsrummet mellem klokken 06.00 og 14.00 i Frankfurt og 05.00 og 13.00 i Berlin. Frankfurt lufthavn er den mest travle i Tyskland, og den fungerer også som en stor forbindelseslufthavn i Europa. Fredag i sidste uge var den ramt af en anden stor arbejdsnedlæggelse, som endte med at koste Lufthansa millioner. Samtidig strandede 26.000 passagerer, mens 200 Lufthansaflyvninger blev aflyst.
Kabinepersonalet protesterer mod deres løn- og arbejdsvilkår. Lufthansa, der er Tysklands største luftfartsselskab, har indledt en sparerunde til 1,5 milliarder euro (cirka 11,2 milliarder kroner), som skal trimme selskabet og forberede det på stigende brændstofpriser samt konkurrence fra lavprisselskaber samt flyselskaber fra Golfen.
I de seneste tre år har Lufthansa fastfrosset lønnen for sit kabinepersonale, men nu kræver fagforbundet UFO en lønstigning på fem procent samt en garanti for, at flyselskabet ikke outsourcer arbejdspladser eller gør brug af midlertidig arbejdskraft - sker det ikke, vil strejken blive langt mere omfattende, oplyser UFO.
Lufthansa har tilbudt en lønstigning på 3,5 procent og ikke en euro mere, til gengæld kræver ledelsen, at medarbejderne går op i tid.