Forhandlingerne mellem DBU og de kvindelige landsholdsspillere er brudt sammen og truer med at koste bøder og vigtige VM-point. Centralt i konflikten står en mand, der indtil videre ikke har sagt et eneste ord i pressen.

Mads Øland gør sig bedst i forhandlingslokalet. Spillerforeningens kontroversielle direktør er kendt for at drive sine modstandere vanvittige med hårde krav og tricks, men også for at få sin vilje.

Det er derfor ikke svært at finde personer, der har det stramt med Mads Øland.

»Stædig«, »urealistisk« og »stærkt konfrontatorisk« er blot et udsnit af de beskrivelser, der flyver ud af munden på dem, der i både timer og dage har befundet sig i et forhandlingslokale med Spillerforeningens kontroversielle direktør.

De lidet flatterende tillægsord følges imidlertid straks op af anerkendelse, for Øland er dygtig. »Dygtig«, »vidende«, »velforberedt« og »pisseirriterende.«

I over 20 år har han kæmpet spillernes sag mod klubberne og mod forbundene. Han har kæmpet for pension og feriepenge, mindsteløn og forsikring, og fået det hele og mere til.

Nu står han der så igen. I den verserende sag mellem DBU og kvindelandsholdet er han strategen, der støber kvindernes kugler. Endnu har han ikke sagt ét ord i pressen.

Krigen i offentligheden lader han denne gang sine medlemmer om at kæmpe efter en stramt styret politik: Kun få, velvalgte kommentarer må komme ud til pressen, og hver gang har det været gennem aktive spillere som Nadia Nadim, Pernille Harder og Theresa Nielsen. Men i forhandlingslokalet sidder han for bordenden som forhandlingsleder. Klar til kamp for bedre løn og vilkår.

Ølands fagforeningskamp begyndte for alvor, da hans aktive karriere stoppede i 1997, og han samtidigt tiltrådte som direktør i Spillerforeningen. En svindende fart som resultat af en længerevarende skade gjorde det nemt at kvitte fodbolden til fordel for det politiske arbejde.

Siden han blev professionel i 1985, havde han siddet i Spillerforeningens bestyrelse, men det var, da Bosman-dommen rystede fodboldverdenen i starten af 1990erne, at han for alvor begyndte at engagere sig.

Fodboldkarrieren bød på divisionskampe for både Viborg, KB, Vanløse og B93, og med sig fra banen tog han sin største attribut som venstreback: Sliddet.

Bevares, han mestrede også det berømte badutspringsindkast, hvor han med bolden i hænderne slog flikflak, for at få fart nok på til at slynge den ind i modstanderens straffesparksfelt. Men det fungerede ikke så godt på kontoret som på græsplænen. Det gjorde sliddet til gengæld.

I de efterhånden talrige sager, der har krævet Spillerforeningens involvering, har det været Ølands stædighed og ukuelighed, der har skaffet de ønskede resultater. Men det er samtidigt også den stil, der har fået modparter til at rive sig i håret og til at beskylde ham for at forgifte samarbejdsklimaet i dansk fodbold, som F.C. Københavns nuværende bestyrelsesmedlem, Niels Christian Holmstrøm, sagde i 2008.

Mens den nuværende sag med DBU og kvindelandsholdet verserer, er der ikke mange kilder, der vil tale til citat om Øland og hans forhandlingsmetoder. Udenfor blokken bekræfter de alle, at han fortsat kan drive sine modstandere til vanvid.

Som en, der har prøvet at sidde på den anden side af bordet, siger:

»Han er en taktisk forhandler. Han lukker meget nødigt nogen døre. Selv om man aftaler, at nu lukker man den her dør i den ene side og den her dør i den anden side, så vil han altid søge at lukke vores dør og holde sin egen på klem. Og der skal altid kigges efter detaljer, når man får tingene på skrift.«

»På skrift er tingene typisk anderledes end det, man har aftalt, og så skal der kigges efter, hvilke smuthuller der er i det. Han er dygtig på den måde, at han søger alle midler for at fremme sin sag, og kan han få en formulering igennem i nogle forhandlinger, som modparten ikke er opmærksom på.«

Netop disse spidsfindigheder blev netop de forhandlingsparter, Øland i disse dage lægger arm med, udsat for, da DBU og Spillerforeningen i 2015 forhandlede en ny landsholdsaftale på plads for herrerne. Aftalen skulle nedbringe DBU’s udgifter til herrelandsholdet med 17 procent, men viste sig i sidste ende i visse tilfælde at blive dyrere.

Da det halvandet år senere gik op for DBU’s administrerende direktør Claus Bretton-Meyer, måtte han erkende, at han var blevet snøret af den snedige spillerdirektør:

»Hvis vi havde kendt de ting, vi ved i dag, havde vi i marts sidste år (2015, red.) ikke forhandlet videre og skrevet under på aftalen. Vi må konstatere, at den type aftaler skal være ekstremt tydelige,« sagde han dengang.

Forhandlingsteknikken gør ikke Øland populær. Enkelte mener direkte at hans person alene øger risikoen for konflikt. Men som en kilde, der flere gange har duelleret med Øland, siger:

»Han er ikke en nem person. Men jeg tror heller ikke, han er gået ind i det her for at få venner. Han er gået ind for at flytte Spillerforeningen fra at være en lille organisation til at blive en betydningsfuld spiller, og det må man jo anerkende, at han har gjort.«

Af samme grund er Mads Øland ikke en mand, man let kommer tæt på. Af natur er han lettere introvert, men af allierede beskrives han alligevel som humoristisk. Knastør, men humoristisk.

Bryderen Mark O. Madsen er i dag formand for Danske Elitesportsudøveres Forening, hvor Mads Øland også er direktør. Og de to har et godt forhold, blandt andet fordi Øland i 2009 hjalp Madsen ud af en knudret konflikt med hans forbund.

Mark O. Madsen forstår godt, hvis Øland er upopulær i nogle kredse:

»Hvis jeg må drage min baggrund ind som bryder, så synes jeg jo også, at det er hamrende irriterende at møde en modstander, som ikke bare lader sig kaste rundt, når jeg har lyst til det.«

»Han er dygtig og har sat sig ind i tingene, og jeg er glad for, at han er de aktives mand.«

Mads Øland er født i Farsø, men bor i dag i Brønshøj, hvor han hver dag tager cyklen eller bus 5c til Spillerforeningens kontorer ved Frederiksholmskanal. Han er far til tre og lytter gerne til Lou Reed og David Bowie, når musikken skal spille.

Han har ikke besvaret tilbuddet om at medvirke i denne artikel, men har tidligere beskrevet sig selv som en helt almindelig mand fra det nordlige Jylland, der dog i væsentlig højere grad end så mange andre almindelige mennesker er drevet af en kamp for retfærdighed på arbejdsmarkedet.

Netop hans syn på fodboldverdenen som et traditionelt arbejdsmarked er ifølge mange, både eksperter og forhandlingsparter, kimen til Ølands mange konfrontationer med sine medlemmers arbejdsgivere. For fodboldbranchen er ikke organiseret på samme måde som mange andre brancher, og man kommer ofte ud for, at selv spillere og særligt agenter har en anden dagsorden end det, der står i overenskomsten. Det kan eksempelvis være, at en spiller ikke ønsker at få indbetalt pension af sit sign-on-beløb, men i stedet vil have pengene udbetalt.

Men selv om det koster tæv, synes Øland ufortrødent at fortsætte kampen. Som han udtalte til Berlingske i 2013 i forbindelse med den dengang verserende feriepengesag:

»Fodbold er et arbejdsmarked på lige fod med alle andre. Tagtækkeren og bageren har jo også forskellige overenskomster. Alle erhverv er specielle. Men fodboldspillere har også ret til en ordentlig overenskomst. Jeg synes heller ikke, jeg er unødigt hård eller stædig. Mine kollegaer i LO synes endda nogle gange, at jeg er for blød og langmodig med klubberne.«

Denne gang er det de kvindelige fodboldspillere, der skal have ordentlige vilkår.