En stor del af juletrafikken står stille efter bombetruslen mod Odense Banegård Center søndag. Og passagerer, der er strandet i Odense, må vente lidt endnu, oplyser DSB.

»Vi ved ikke, hvornår togene igen kan køre. Politiet vil være fremme med hunde klokken cirka 16 for at gennemsøge området. Vi regner med tidligst at kunne køre togene igen klokken cirka 17,« skriver DSB på sin hjemmeside kort efter klokken 15.30.

Mens politiets bombehunde undersøger området, holder togene stille mellem Nyborg og Tommerup. Og der vil ikke blive indsat togbusser i mellem tiden, påpeger DSB.

Til og fra Svendborg og Ringe kører togene normalt, men kun til og fra Fruens Bøge. Mellem Odense og Fruens Bøge kører der ingen tog, ligesom der heller ikke kører tog mellem Fredericia og Odense.

Ifølge Fyns Politi var det en engelsktalende mand, der søndag kort efter klokken 13.30 indtelefonerede en bombetrussel mod Odense Banegård Center.

Vagtchefen ved Fyns Politi fortæller til TV 2 News, at manden ringede fra en telefon med et uregistreret taletidskort og sagde, at der vil sprænge en bombe klokken 15. Det skete dog ikke.