Strammere regler for betalte læger
Lægeforeningen vil se nærmere på forholdet mellem lægerne og medicinalindustrien.
Lægeforeningen vil se nærmere på forholdet mellem lægerne og medicinalindustrien.
Læger med afgørende indflydelse i Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelsstyrelsen bijobber som betalte konsulenter for de store medicinalvirksomheder.
Det skaber risiko for, at lægerne reelt er talsmænd for virksomhederne, når de rådgiver styrelserne om ny medicin, mener Lægeforeningen, som derfor vil skabe et nyt sæt retningslinjer for samspillet mellem lægerne og medicinalindustrien.
- Der er i dag større åbenhed om lægers samarbejde med lægemiddelindustrien end nogensinde. Men det er ikke tilstrækkeligt, når vi igen og igen oplever konkrete sager, hvor patienter, presse eller politikere ikke er overbeviste om, at lægers rådgivning er uafhængig, siger Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.
- Befolkningen skal føle sig sikker på, at de råd, de får fra lægen, er fagligt solide og uafhængige af industrien, understreger han.
Lægeforeningen nedsætter en arbejdsgruppe, der skal se på behovet for et etisk kodeks som supplement til de nuværende regler. Det skal også undersøges, om læger i det hele taget kan fungere som rådgivere for producenterne, når de også rådgiver myndighederne.
Foreningen vil dog ikke sætte en endegyldig stopper for samarbejdet mellem læger og medicinalvirksomheder.
- Samarbejdet er en forudsætning for udvikling af nye og bedre lægemidler, og hvis ikke læger deltager i det samarbejde, svigter vi patienterne. Men det er også vigtigt, at vi som læger tager alvorligt, at der er et behov for større åbenhed og klarere spilleregler om samarbejdet, siger Mads Koch Hansen.
Lægernes forening udgav sidste år et etisk kodeks, der blandt andet forbyder alment praktiserende læger og speciallæger at tage imod gaver fra lægemiddelkonsulenter. Det nye kodeks skal gælde for alle læger.