Det gik stort set fredeligt til, da den yderliggående islamistiske organisation, Hizb ut-Tahrir, søndag havde kaldt til demonstration foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København.

Demonstrationen var en reaktion mod den antimuslimske film »Innocence of Muslims«, der verden over har medført demonstrationer og vold ved vestlige ambassader i almindelighed og USA i særdeleshed.

Ifølge bt.dk var politiet mødt talstærkt op til demonstrationen. Foran ambassaden otte store mandskabsvogne parkeret, og i sidegaderne holdt der også politifolk, der var klar til at rykke ind, hvis der blev brug for det.

Flere gange under demonstrationen opfordrede en Hizb-ut-Tahrir-leder tilhørerne til at forlade stedet i god ro og orden uden at lave ballade. Da det, som han sagde, »kun ville være vand på medierne fordrejningsmølle«, hvis der blev uro.

Politiet måtte dog skride ind overfor enkelte demonstranter, men det skete først efter at demonstrationen var overstået.

- Der var en lille gruppe blandt demonstranterne, der var klædt i trøjer, hvor der var trykt »Soliders of Allah«. De kastede kanonslag og lavede ballade ved Østerport Station. Vi visiterede dem og bad dem forlade stedet, fortæller John Hansen, der er vagtchef ved Københavns Politi, til bt.dk.

Vagtchefen understreger, at bortset fra dette sammenstød foregik den officielle demonstration lige efter planen.

- Der var ingen anholdte eller sager i øvrigt. Arrangørerne havde deres egne vagter med, og de holdt demonstranterne i et jerngreb, siger vagtchefen.

BNB