I løbet af VK-regeringens tid ved magten blev straffeloven strammet hele 69 gange. Men der er stadig en alt for stor uoverensstemmelse mellem den personfarlige kriminalitet som pædofili og voldtægt og den straf, sådanne forbrydelser fører med sig. Det mener en lang række politikere ifølge Ekstra Baldet, og de er derfor klar til at skærpe straframmen.

Dansk Folkeparti vil i den kommende uge præsentere et forslag til, hvordan man kan øge straffen for misbrug af mindreårige.

- I næste uge fremsætter vi et forslag om højere straffe for seksuel misbrug af børn, både for at få et højere strafniveau og få indført minimumsstraffe. Det er nu, behovet er der, så det kan ikke vente, Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til Ekstra Bladet.

Straffelovrådet barsler med en rapport om sædelighedsforbrydelser i sommeren 2012. Den vil Dansk Folkeparti dog ikke vente på, men det vil en række andre partier, selvom de er enige om, at den nuværende lovgivning ikke er retfærdig.

- Personfarlig kriminalitet bør straffes hårdere end økonomisk kriminalitet. Og de straffe man laver, skal passe til, hvor krænket man føler sig, siger den socialdemokratiske retsordfører, Ole Hækkerup{embedded type="node/polls" id="18300210"}

Advokat Sysette Vinding Kruse påpeger, at problematikken ikke bliver løst ved en ændring af straffeloven. For den rummer allerede rigeligt med muligheder for at straffe pædofili og voldtægt hårdere, siger hun:

- Selv i de værste sager sidder der lægdommere og bestemmer, hvad straffen skal være. Så det er befolkningens egne ønsker og retsfølelse, der skinner igennem, siger hun.

Hun har dog forståelse for, at det kan skabe forargelse, når forskellige strafudmålinger holdes op mod hinanden.

- Det kan umiddelbart se mærkeligt ud, at en pædofil morfar får mindre end for eksempel Stein Bagger, men det er som at sammenligne pærer og æbler. Det kan man ikke, siger hun.