Nye regnskaber fra Helmersens vidtforgrenede aktiviteter viser, at moderselskabet St. Frederikslund Holding er på vej ud af den bankrespirator, der har holdt koncernen i live siden et omfattende kollaps i november 2001.

Udsalg af skibe, fly, godser, skove og vindmøller har fået Store Frederikslunds balance til at skrumpe fra 4,3 milliarder kroner i 2001 til 1,9 milliarder kroner i 2002. Til gengæld er selve regnskabet, som udviser et minus på 71 millioner kroner, ved at være rettet op. I katastrofeåret 2001 var underskuddet 708 millioner kroner. Samtidig er bankgælden på et år barberet ned fra over 2,5 milliarder kroner til lidt over en halv milliard kroner.

Ifølge St. Frederikslunds adm. direktør Frank Hansen mangler der kun at blive solgt et fly, før udrensningen er slut.

/ritzau/