22-årige Fredrik Ludvigsson var en de Giant-ryttere, der blev kørt ned af en skødesløs billist under en træningstur i foråret. Nu står han uden job, for cykelholdet har ikke ønsket at forlænge hans kontrakt. Den unge svensker forsøger nu at finde et nyt hold ved hjælp af Twitter.

Januar måned var hård for Giant-holdet. Seks ryttere blev kørt ned under en træningstur i Spanien, da en engelsk kvinde forvildede sig over i den modsatte kørebane. Et af ofrene var det unge svenske talent, Fredrik Ludvigsson, lillebror til temporytteren Tobias Ludvigsson, som også kører på det tysk-registrerede cykelhold.

Lillebror Ludvigsson har ikke nået de store resultater i løbet af sine to år på holdet, men han har heller ikke haft mange muligheder for det i denne sæson. Først blev han kørt ned i Spanien i januar, og da han var køreklar igen, blev han kørt ned af de medfølgende motorcykler under Tour of Belgium. Her fik den unge rytter et brud på en håndledsknogle, som han holdt ham væk fra løb i flere måneder.

Artiklen fortsætter under billedet.

Men i et marked, hvor der er mange talentfulde ryttere om buddet, har Giant ikke ønsket at forlænge med den 22-årige svensker, som har forsøgt sig med en job-annonce på Twitter.

»Stadig ingen kontrakt for 2017, hvis du eller hvis kender et hold, der har brug for en stærk rytter i 2017, så kontakt mig på fredde_hv_@hotmail.com please,« lyder opfordringen fra den snart arbejdsløse Ludvigsson.