Den 20-årige canadiske tennisspiller Eugenie Bouchard fortsætter storspillet i Wimbledon.

På legendariske Centre Court i London vandt hun 6-3, 6-4 over Angelique Kerber og er nu klar til sin karrieres første damesingle-semifinale i den engelske Grand Slam-turnering.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, sagde Eugenie Bouchard efter kampen mod tyskeren og tilføjede:

- Men jeg måtte virkelig fighte for sejren. Kerber gav mig hård modstand.

Verdensranglistens nummer 13 møder i torsdagens semifinale rumæneren Simona Halep der spillede sig videre ved at besejre sidste års tabende finalist Sabine Lisicki overnbevisende 6-4, 6-0.

- Det bliver svært mod Halep, der jo så sent som i sidste måned var i finalen ved French Open. Men jeg er klar til at gribe chancen. Personligt synes jeg, at det er godt for tennissporten, at en lang række spillere fra den unge generation er begyndt at spille med om de store titler, sagde Eugenie Bouchard, der i den grad har fået sit internationale gennembrud i denne sæson.

Både ved Australian Open i januar og ved French Open nåede hun semifinalen. Her blev det dog i begge tilfælde til nederlag mod henholdsvis Li Na og Maria Sharapova.

I den anden semifinale mødes tjekkerne Petra Kvitova (seedet 6) og Lucie Safarova (23). Her er førstnævnte, der tidligere har vundet Wimbledon, favorit til at spille sig videre.

Semifinalerne i damesingles spilles torsdag, mens finalen efter planen afvikles lørdag.