Brøndby kan se frem til et transfervindue af den travle slags. Der er allerede sagt farvel til Lebogang Phiri, Thomas Kahlenberg, Frederik Holst, Adam Larsen Kwarasey og Rodolph Austin, og det varer nok heller ikke længe, før den stærke målmand Frederik Rønnow er fortid.

Men der kommer også folk den anden vej, og den første ser ud til at blive en ny målmand, hvis man skal tro tyske Bild. Avisen skriver, at Brøndby henter tyske Benjamin Bellot i RB Leipzig, og at han angiveligt bliver præsenteret i Brøndby i løbet af den kommende uge.

Benjamin Bellot er 26 år gammel og har siden 2009 spillet 27 kampe for RB Leipzigs bedste mandskab. Det er dog ikke blevet til kampe for RB Leipzigs førstehold de seneste to sæsoner, hvor han har fået sin kamptræning på andetholdet i Regionalliga.

Benjamin Bellot får ifølge Bild rygnummer 30, men han bliver næppe den sidste spiller, Brøndby henter denne sommer. Sportsdirektør Troels Bech sagde allerede i slutningen af sæsonen, at holdet fra den københavnske vestegn ønskede at hente i hvert fald tre spillere til midtbanen, og så er spørgsmålet, om det stopper der.