I FC Midtjylland hersker der en vigtig regel: Omklædningsrummet er kun for de fuldtidsprofessionelle på klubbens førstehold. Hvis ungdomsspillere fra klubbens akademi skal træne med førsteholdet, må de finde andre steder at komme i tøj og støvler. Her fortæller klubbens cheftræner, Glen Riddersholm, om omklædningsrummets betydning.

»Omklædningsrummet er det vigtigste sted for en træner, hvis du skal lykkes med jobbet. Det er her, der er gang i de mellemmenneskelige relationer. Det er her, man sikrer følgeskab til sin retning.«

***
»Det giver noget særligt at tale til sine spillere i et omklædningsrum frem for i et møderum. Så hvis jeg skal have ekstraordinært stærke budskaber igennem, om det så er i gode eller dårlige perioder, så giver det noget at sidde der, hvor duften af det hele er. Så forsøger jeg at tale til hjertet. Der er omklædningsrummet unikt. Man sidder tæt på hinanden på bænkene, og du kan ikke stikke af derfra. Alle kigger på hinanden. Det er helt klassisk snak - ikke noget med power point. Det er snak med hjertet og ud af posen. Der er det ikke så gennemtænkt, det er meget intuitivt.«

***
»Vi havde en vigtig snak i vores omklædningsrum, da vi mødtes dagen efter vores udebanenederlag på 1-4 til Panathinaikos. For mig var det vigtigt for kulturen og vores selvopfattelse ikke at underspille, at vi havde spillet dårligt. Vi kunne godt komme med undskyldninger, faktorer og forklaringer, men vi måtte bare konstatere, at mange af vores spillere gerne vil måle sig med Europa, og der var erkendelsen efter den kamp, at det kunne vi ikke, da det gjaldt. Det gav mig mulighed for i omklædningsrummet at sætte en dagsorden i forhold til den daglige kultur og det daglige miljø. Jeg fik anvist, hvor vi skal hen, og hvad vi skulle bruge erfaringen til. Spillerne vil gerne til udlandet, ja, men en ting er at gå og sige det, noget andet er at gøre det. Der var der for mig ekstra brug for at komme med et statement i et rum, som man ikke kunne flygte fra. Jeg havde givet et klart budskab, som skulle efterleves.«

***
»Efter vores nederlag i sidste spille-runde i sidste sæson i Haderslev, hvor vi røg ned fra anden- til tredjepladsen, stod jeg i et omklædningsrum, hvor jeg oplevede, at det havde været helt kunstigt, hvis jeg skulle lede efter en masse ord. Stilheden klarede fint at sætte stemningen. Det var så larmende, at man skal passe på som træner ikke bare at sige noget for at sige noget, man skal passe på ikke at blive en motorvej, der bare støjer løs. Jeg kan ærligt talt ikke huske, om jeg overhovedet sagde noget. Det var en sort, sort eftermiddag.«

***
»Men der er selvfølgelig også nogle spillere i et omklædningsrum, der har brug for ikke at være stille. Nogle skal ud med noget andet, og der gør jeg en dyd ud af, at man skal have lov at udtrykke sig. Jeg hader den tendens til fælleskultur i hele fodboldmiljøet om, at man, når man har tabt, møder ind dagen efter for helst at sidde med hovedet ned mellem benene og se ud som om, man angrer. Jeg kan slet ikke klare det. Det handler jo om at finde modstandskraft og ærgerrighed. Selvfølgelig er der en fase, hvor man bearbejder med hver sit udtryk, nogle skal smadre støvler ind i væggen, nogle knalder en dør i, nogle sparker til en vandflaske. Der skal man af med noget. Men dagen efter kan jeg ikke klare, at man sidder med hovedet mellem benene. Der har jeg brug for, at man retter sig op og siger: ’Hey, hvordan bliver jeg bedre? Hvad skal jeg gøre nu?’«

***
»På et tidspunkt skal man ud af den selvmedlidenhed. Den kan godt være en del af en umiddelbar bearbejdning, men så skal vi også videre, og det reagerer jeg hårdt på, hvis man ikke kommer. Jeg ville svigte mig selv, hvis jeg med det afkald, jeg giver på min familie, tillod, at nederlag får mig til at resignere. Det var også sådan, jeg sagde til mig selv efter den frygtelig kamp i Haderslev sidste år, at hvis jeg ikke kom videre efter én skuffelse i en sæson, hvor 85 procent havde været en kæmpe succes, så ville jeg være en mega taber. Jeg ville være en taber, hvis jeg lod de 15 procent fyldte alt muligt. Nej, jeg må se mig selv i spejlet. Og jeg må sikre, at mit trænerteam og mine spillere ikke fortaber sig ned i det. Jeg kan ikke have tabermentalitet.«

***
»Vores omklædningsrum er kun for profferne. Det er en gammeldags tankegang, men den giver for mig god mening, fordi der er så få rigtigt gode spillere i dag. Det betyder, at de få, der er, ikke møder ret meget modgang. De skal præstere forholdsvis lidt for at opnå noget. Er de unge bare tilnærmelsesvis gode nok i deres årgang, så får de foræret mellem 20 og 40 landskampe, men det siger ikke noget om, om de er gode. Det er falsk tryghed. Sådan synes jeg, at det er i Danmark. Du får hele tiden noget, men hvad stræber du efter? Du skal stræbe efter noget, og at komme ind i et omklædningsrum er det ypperste af det ypperste på et fodboldhold, det er ikke bare sådan noget, som man lige får foræret, fordi det er dejligt. Det er noget, man skal arbejde hårdt for at opnå, synes jeg. Fra du starter på akademiet i vores klub, er det stenhårdt arbejde for at komme ind i det omklædningsrum og blive en af de rigtige professionelle. Og når man så træder ind ad den dør her i vores klub, ja så er det som at starte forfra på akademiet. Det er helt ned igen: Det er bare så vigtigt.«

***
»Senere kan man så gå i gang med at stræbe efter nye ting. Tag Mads Albæk, som vi havde her i klubben, og som gerne ville til udlandet på et tidspunkt, hvor vi var i problemer i Superligaen. Da sagde jeg til ham, at ’hvis du synes, at vi er i krise her, så er det nu, du skal være den bedste’.

Eller tag Erik Sviatchenko, han skal ikke træne til at være den bedste forsvarspiller her, han skal træne til at være Premier League-forsvarsspiller. For det er der, han skal være. Ham siger jeg til, at du skal ikke være middelmådig, du skal ikke præstere til 8 på din 10-skala, selv om det stadig får dig til at se god ud. Du skal op på den 10’er hver gang. Det kan ikke nytte noget. Her er et eksempel: Cardiff hentede Vegard Foren i norsk fodbold, hvor han inden skiftet til England havde lavet en sæson, hvor han i Tippeligaen ramte en medspiller på 86 procent af sin afleveringer, men når procenten for en Premier League-forsvarer er 92 procent, så kan jeg jo ikke sige til Erik, at 86 procent, det er flot, nej, du skal op og ramme 97 procent, hvis du skal ramme Premier League. Vi er nødt til at tage tendenserne ned fra udlandet og præge miljøerne med. Det bruger jeg også omklædningsrummet til. Man skal ikke bare stille sig tilfreds. Spillerne vil til udlandet, men de aner ikke, hvad det er. De skal presses til at forstå det, og det er min og mit teams vigtigste opgave.«

***
»Jeg tror helt sindssygt meget på at give en skideballe. Men jeg brugte det mere i starten her, hvor jeg ville manifestere nogle ting, som var utilfredsstillende, men i takt med, at vi har arbejdet meget systematisk med kultur og værdier, er det gennem mine ledere og spillere, at vi skaber de overbevisninger, vi har, og på den måde tror jeg på skideballen, men nu kan jeg mærke, at vi er tættere på mit drømmebillede, og jeg vil gerne have, at de selv giver skideballe til hinanden. Da Allan Kuhn var træner her, fortalte han mig, at han i sin tid med Erik Hamrén i AaB havde det nemmeste omklædningsrum, for når de havde spillet pivringe, var Karim Zaza så tilpas perfid og gik fuldstændig amok og råbte og skreg, så den skideballe, som det var naturligt for træneren at give, den havde han givet, og så skulle der bare samles op. Man skal passe på ikke at blive en dårlig kopi og bare stå og give skideballer hver gang, der er lidt modgang. I starten havde jeg mere behov, i dag er jeg mere selektiv. Det er ikke, når jeg er i mine følelsers vold, det er, når der er noget på kulturen og vores værdier