Mød den nådesløse tv-dommer hjemme på husbåden, hvor Blachmans elskede arbejder, og kaptajnen stopper talestrømmen og afslører, at han vil være far uden distance.

- For fanden, det er et voldsomt spørgsmål!

Blachman har sat sig ned og tager sig til hovedet ved første spørgsmål.

Hvilken slags far vil du gerne være for dine børn?

Normalt kommer ordene ud af manden som skidt fra en spædekalv. Nu skal han lige lede efter dem. Aftalen er, at interviewet skal handle om børn, opdragelse og hans rolle som far. Og hvad det ellers kaster af sig.

50 år og skilt

Thomas Blachman er 50 år gammel og skilt fra Viola Heyn-Johnsen, som han har to børn med. Henry på 12 og Ramona på otte.

Sidste år blev han kaptajn på egen husbåd, der ligger fast fortøjet ved Holmen i København. Og i oktober samme år mødte han den 35-årige billedkunstner Sarah Schackinger, der er i fuld sving nedenunder i husbådens kombinerede studie og opholdsværelse med skitser til nye undersøgelser af lys og skygge.

Aftalen er også, at interviewet ikke tager udgangspunkt i den Blachman vi ser på tv som X Factor-dommer eller som idémager, producer og musiker. Men i den Thomas, der bor inde under jakken på den altid velklædte tv-mand.

- Det er min elskede, præsenterer Blachman sin Sarah, da hun kommer op fra studiet for at tilberede noget i skibets køkken, der ligger ud i ét med stuedækket.

Aftalen er ikke, at han skal interviewes om sin nye kærlighed, men det er okay, at vi beskriver, hvad der sker, mens vi er der.

Kys og kærtegn

Og kemien mellem de to er så tydelig, at man ikke behøver at spørge. Selvom der er både en fotograf og en journalist, kan Sarah og Thomas ikke holde fingrene fra hinanden, og udveksler spontant kys og kærtegn, da de passerer hinanden i køkkenet.

- Jeg vil bare gerne være en far, for fanden. Én som mine børn kalder for ’far’ hele livet igennem. Jeg vil være en far uden distance, siger Thomas Blachman, da det første spørgsmål er fræset igennem den hjerne, hvor man fornemmer, at sanserne er på konstant overarbejde.

- Jeg hørte en historie om Johnny Reimars søn, der gav telefonen videre til sin mor med ordene: ’Johnny Reimar er i telefonen’.

Thomas Blachman kigger op med et lille smil.

- Så er det altså fordi, man ikke har været nok hjemme. Mine børn skal sgu ikke sige til nogen, at ’det er Thomas Blachman i telefonen’.

Meningen med livet

- Gerningen er først og fremmest at sørge for, at børnene har lyst til at stå op om morgenen og kan se meningen med livet. Og at være sjov og inspirerende. At indpode den selvtillid, der er nødvendig for at være menneske og tro på sig selv. Og demontere enhver form for autoritet.

Også din autoritet?

- De må sgu godt udfordre mig, for jeg er ikke alvidende på nogen måde. Jeg begår mange fejl over for mine børn. Men så kan jeg vise dem fordelene ved at begå fejl.

- Der er ikke nogen større autoritet end deres egen lyst til at gøre de ting, de har lyst til. Ingen større autoritet end dem selv. Heller ikke læreren i skolen og den stærke dreng i klassen. Mine børn skal lære sig selv at kende på den måde, at de får respekt for sig selv og de spørgsmål, de stiller. At man ikke kun skal opdrages til at lytte efter, hvad andre siger og lære udenad. Man skal lade børn være og se dem, som det de er. Hvis du mister evnen til at lytte efter dig selv, mister du også de største spørgsmål: Hvem er du, og hvem vil du gerne blive?

Efter en langsom begyndelse er Thomas Blachman i den grad kommet i gang, og ordene vælter ud af ham i en lind strøm, hvor den ene idé og tanke griber fat i den anden.

Han taler om sin familie, sin jødiske farfar, der måtte flygte fra nazisterne til Sverige fra Sletten Havn, mens han spillede mundharpe for at narre stikkerne. Om Bach, Mozart og Beatles som stimuli for hjernen, om sin ordblindhed, som satte Blachman fri til at gå andre veje, om kolleger på musikkonservatoriet, der aldrig turde skrive noget af frygt for ikke at være originale nok, og om disciplinen hos sin gamle trommelærer Hans Fulling.

- Jeg har sgu fået tæsk af ham. Jeg havde aviser i bukserne, fordi han tævede mig på benene med trommestikkerne. Han havde absolut ingen pædagogisk sans, men Fulling var ekstremt passioneret, og det er vidunderligt at møde et menneske, der står udenfor tid og rum. Børn er da pissetrætte af at få pudset næse dagen lang.

Pause i talestrømmen

Blachman holder en pause i talestrømmen, da han bliver spurgt, om han kan huske sig selv fra før, han blev far.

- Ja, det kan jeg godt. Forskellen er, at jeg er blevet til...

Han holder en pause af frygt for at sige det indlysende, og så gør han det alligevel.

- Altså det er ligesom at være en blomst, der ikke er kommet i blomst. Jeg er sprunget ud. Mit indre følelsesliv er sprunget ud, og jeg kan hengive mig til kærligheden og meningen med livet, og gerningen i dagliglivet. Det ansvar, som man går til grunde under. Men det er først, når man bliver far, at det giver den simple banale mening, at vi fører slægten videre. Og den største gave, du kan give, er lysten til at stå op om morgenen og gøre det samme igen. Tro på kærligheden, tro på selv at få børn og tro på livet på jorden.

- Hør her, det er så banalt. Du føder de hænder, der skal holde dig i hånden, når du dør. Det er den ultimative trøst. Vi samler på lykkelige øjeblikke, så når vi skal dø, så er vi parat, fordi vi har oplevet lykken, siger Thomas Blachman og tænker sig grundigt om, før han siger det næste, så det ikke bliver misforstået:

- Uden på nogen måde at skulle komme efter nogen, der ikke har forplantet sig, har jeg aldrig forstået dem, der bevidst vælger ikke at få børn.

Et meget usikkert menneske

Havde du selv planlagt at få børn?

- Jeg har altid gerne villet have børn. Men jeg troede aldrig, jeg skulle møde en kvinde, der ville have børn med mig. Helt seriøst. Så selvom jeg har været glad for mig selv, er jeg også et meget usikkert menneske. Det var noget med, at der ikke var nogen, der ville have mig. Så det var sgu fantastisk. At møde kærligheden og få børn.

Hvorfor skulle de ikke ville have dig?

- Jeg fik først min rigtige kæreste, da jeg var 24, så jeg har ikke haft den store erfaring med kvinder, og så havde jeg nogle kortvarige forløb som ung. Jeg er sent udviklet, og det var også derfor, jeg fik børn sent. Men det er måske også derfor, jeg kan forlænge følelsen af at være barn selv. Til gengæld er jeg blevet noget overbeskyttende. Jeg har jo nægtet mine børn at løbe, for så slår de sig, og det kan far ikke klare. Det gør mere ondt på mig end på dem, når de slår sig. Jeg har svært ved at klare, når de græder. Det har jeg problemer med. Og det betyder selvfølgelig, at Ramona nu gør det stik modsatte og klatrer helt op i fjerde sals højde i træerne.

Thomas Blachman læner sig tilbage og lader et lille, selvironisk smil kigge frem.

- Jeg har en meget udviklet fantasi og kan forestille mig alt det, der kan gå galt. På den måde er jeg meget neurotisk. Jeg har aldrig brækket en arm eller været i slåskamp, fordi jeg har tænkt fremad og ikke har gjort de ting, der gør, at man brækker noget. Om det så inkluderer at pjække fra gymnastik hele livet. Hvilket jeg gjorde.

De andre blev valgt først

Blachmandens talestrøm er stoppet, mens han i et noget langsommere tempo trækker linjer fra sin egen ungdom til sønnen Henry:

- Man skal vurdere sig selv over for sig selv. Det var sgu noget, min søn Henry lærte mig den anden dag. Med det mener han, at man er god til noget, og så kan man blive lidt bedre dagen efter. Og det oplevede jeg aldrig i gymnastik, hvor det altid var de andre, der blev valgt først. Da der skulle tages et billede til et blad, hvor skolens hold blev fotograferet, var jeg den eneste, der ikke kom med på billedet. Jeg tror, at det er på det tidspunkt, jeg har tænkt, at jeg må lave noget senere, så de ikke kan åbne en avis uden at se mig.

Igen smiler Thomas Blachman af sig selv, men bliver alvorlig ved næste spørgsmål.

Hvordan har du det med, at du deler folk?

- Jeg havde ikke gjort det (lavet X Factor, red.), hvis jeg havde oplevet dårlig stemning, når jeg er sammen med mine børn. Men jeg oplever aldrig andet end imødekommenhed. Jeg kan mærke, at folk respekterer, hvad jeg gør. De griner eller smiler. Folk, der ser mig på gaden, glemmer aldrig, at de har set mig. De er jo forelskede i mig. Selvom de ikke er klar over det.

Hvad tror du, det skyldes?

- Jeg ved det sgu ikke. Måske at jeg minder dem om den sidste rest af håb i dem selv. Om at blive et lykkeligt menneske. Som kan té sig fuldstændig, som man vil. Et eksisterende levende bevis på frihed, og at man kan lide sig selv. Og det kan godt være, at jeg overspiller den rolle – at jeg kan lide mig selv – for at understrege eksemplet, og det er helt bevidst, jeg siger det her nu. Fordi ingen andre siger det. For det er vigtigt, at der er én, der siger det, for det er livgivende. Så jeg ofrer mig selv på bålet, for at alle kan gøre det samme.

Og nu overspiller du så rollen igen?

Blachman lyser op i et større smil.

- Ja, ja, gu gør jeg så. Men jeg tror faktisk, at jeg er den mest elskede person i Danmark lige nu. Jeg tror ikke, at du kan finde et andet menneske, som flere mennesker elsker mere, end mig. Lige nu.

Og det på trods af at du også er kendt som den nådesløse dommer på tv?

- Jeg vil skide på alt det pis. Folk ved, at jeg er et ordentligt menneske. Et godt menneske.

Man bliver sgu træt

Blachman rejser sig op og går ud på husbådens dæk for at tænde en cigaret.

Hvad holder du af at lave med dine børn?

- Sove! Hahahaha! Jamen for helvede, man bliver sgu træt, særligt med den aldersforskel. Først falder jeg i søvn med den lille, og når hun sover, så kommer den store ind og vækker mig og vil snakke. Så er det op på hesten igen.

Hvordan har I fordelt børnene?

- Vi har dem en uge ad gangen. Og i begyndelsen var det svært, for man tænker på, hvordan de har det, når de ikke er sammen med én. Men jeg ved jo, at de har det godt, fordi de har en god mor. Men man skal vænne sig til savnet, og specielt til det syn, når de to børn går med hinanden i hånden fra det ene sted til det andet med tornyster på. Som i ’Rejsen til Amerika’.

- Måske skal vi kalde det noget andet end skilsmisse, for det er efterhånden halvdelen af alle, der bliver skilt. Det er dramatisk ad helvede til, men det er også et livsvilkår, at man har en badebillet i lommen til at gå derhen, hvor det er bedre at gå. . .

Han afbryder sig selv.

- Nej, det kan jeg sgu formulere bedre. . .

Ikke bange for fejl

- At sætte børn i verden og lade dem komme ud for en skilsmisse, det er bare ikke særligt godt gennemtænkt, vel? På den anden side har de så stort et selvværd og selvfølelse nu, at de kan klare det. Og man skal ikke være bange for at vise dem sine egne fejl, så de er forberedt på det, der kan ske. De bliver menneskekendere, og de prøver også ting af. Vi slår os. Men livet går videre, og min drøm er at vise dem, at kærligheden også findes hos deres far, og at de selv skal tro på kærligheden mellem mænd og kvinder. At den findes. Og det er jo ikke sådan, at der ikke er kærlighed til deres mor. Det er bare en anden form for kærlighed.

Stiller du krav til dine børn?

- Ja, jeg stiller det krav, at de skal blive gode til det, de gør.

Hvordan siger du det til dem?

- Det gør jeg kun gennem positiv opbakning, når jeg kan se, hvor de har evner. Men mine børn er ikke så gamle endnu, så jeg er ikke voldsomt kritisk over for dem. Det må komme senere, hvis de vælger noget, de absolut ikke magter, og bilder sig ind, at de kan noget, de slet ikke kan.

- Jeg sørger i den grad for, at de bliver stimuleret. Der er ikke et museum, jeg ikke har været på i København med mine børn. Vi har trawlet dem igennem. Mine børn kunne være kustoder på samtlige museer i København. De kender alle samlinger fra ende til anden. Jeg viser dem himmelrummet, og vi taler om universet dagligt. For den dag, nogen fortæller, hvad der er for enden, skal de virkelig lytte efter.

- På et tidspunkt bliver de så kloge, at man ikke kan lære dem mere. Der er jeg nu med min søn, Henry på 12. Han er ved at blive arrogant. Han irettesætter mig konstant, fordi han er så faktuelt klog nu.

En ny, lille Blachman?

Så der kommer en ny lille Blachman, så du får din egen arrogance lige i hovedet?

- Ja, men fedt nok med at være arrogant, men jeg bliver sgu også lidt irriteret over det. Særligt når han fanger mig i det ufaktuelle.

- De gider ikke det musiske, selvom Henry er meget musikalsk. Der kommer jo folk hele tiden og spiller. Men han gider ikke se X Factor overhovedet, han sidder i et andet lokale, når det bliver sendt. Han er meget interesseret i teknologi, at lave opfindelser. Hvordan man kan oplade sin iPhone, mens man cykler. Eller hvordan man opfinder noget, så ting ikke smadrer, når de rammer gulvet.

Er du selv klar over, at du kan virke arrogant?

- Nej, jeg er ikke arrogant, for mig har det altid været humor, og hvis man ikke kan se det, så er det fordi, folk ikke har humor. Jeg elsker at sige ting, ingen mennesker har sagt før. Jeg elsker også at sige uklædelige ting.

Pointen keder mig

Og nogle gange begynder du på sætninger, som du ikke rigtigt ved, hvor ender?

- Ja, måske. Eller også lader jeg som om. Eller jeg stopper midt i en sætning, fordi pointen allerede keder mig selv.

Thomas Blachman fniser, og så griner han helt nede fra maven.

Er der noget tidspunkt, hvor du ikke ser dig selv udefra?

- Det synes jeg ikke, at jeg gør. Jeg ser mig selv indefra. Jeg mærker mig selv i maven, og jeg kan mærke, hvornår den er god nok, Og så kan jeg tale på den fornemmelse, og så er det ærlig snak. Så spiller jeg ikke skuespil. Så er det ligesom at improvisere på en akkord.

- Når jeg er sammen med mine børn, tillader jeg mig selv at være et menneske. Jeg har ikke noget problem med at sige til min søn, at jeg aldrig lavede lektier. Jeg er optimist ad helvede til på deres vegne, fordi jeg også er det på mine egne vegne. Fordi det skal sgu nok gå alt sammen. Det er den største sætning. ’Det skal nok gå’. Det bliver deres selvtillid i sidste ende.