Torsdag vedtog Europa-Parlamentet med stort flertal en betænkning, der opfordrer Europa-Kommissionen og de enkelte medlemsstater til at fremme ligestillingen mellem kønnene i politik, blandt andet ved at indføre kvoter for de nationale partiers valglister, skriver b.dk.

Blandt flertallet af parlamentarikere, der stemte for, er Socialdemokraternes medlem af ligestillingsudvalget, Britta Thomsen.

- Det er et stærkt symbol på, at Europa tager kvinders ligestilling i politik seriøst, siger hun til b.dk.

Britta Thomsen håber, at opfordringen fra parlamentet vil lægge et pres på kommissionen og medlemsstaterne for at tage emnet op.

Ifølge lektor og valgforsker ved Københavns universitet, Karina Kosiara-Pedersen, betyder EU-Parlamentets opfordring, at partier, der er opstillet til valg - hvad enten det er til EU-Parlamentet, Folketinget, regionsrådene eller sågar kommunalbestyrelser - skal prioritere kvinder ligeså højt som mænd via kvoter.

Selv om initiativet lægger vægt på nationale forskelle i valglovene, er der ikke noget til hinder for, at Danmarks politiske partier kunne indføre kvoter på partilisterne, mener valgforskeren.

- Der er ikke noget umiddelbart, der forhindrer i dansk lovgivning, at partierne indførte kvoter, hvis det var det man ville, siger hun pointerer, at kønskvoter i danske partier ikke er noget ukendt fænomen.

Både SF og Enhedslisten har f.eks. selv haft kvoter internt i partierne.

Morten Messerschmidt (DF) er blandt den fjerdedel i EU-Parlamentet, der ikke stemte for opfordringen.

- Hvis vi skal have kvoter for kvinder, skal vi vel også have kvoter for alle mulige andre ting. Hvad med en geografisk kvote? Hvorfor skal en bybo være bedre end en fra provinsen? Hvad med alderskvoter. Omkring 5 procent af en befolkning er homoseksuelle – det bør vel afspejles ved valgene, siger Morten Messerschmidt i en pressemeddelelse.

Skulle EU-Parlamentets opfordring blive taget seriøst af Kommissionen, kan den komme med et udspil til en lov om politiske kvindekvoter. Herefter er det op til EU-Parlamentet og Ministerrådet i fællesskab at vedtage eventuelle forslag.