Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Det danske busselskab Rødbillet overtager alle kunderne fra selskabet Eurolines, som lukker sine ruter ned i det danske. Det drejer sig om 20.000 kunder.
Kun i et halvt år har Eurolines i Danmark eksisteret, men allerede nu drejer busselskabet nøglen om. Derfor har det danske selskab Rødbillet overtaget dets busser og kunder.
»Vi startede for fire dage siden med at køre med deres passagerer, og vi overtager også busruterne her i julen. Vi synes ikke, at de rejsende skulle lades i stikken,« siger direktør i Rødbillet Thomas Hintze til TV 2.
Eurolines har været udsat for hård konkurrence fra andre lavprisselskaber, indrømmer landchef for Eurolines i Skandinavien Jonas Schmidt over for Finans.
»Vi har ikke undervurderet opgaven, for vi ved, hvad det kræver at åbne en indenrigsrute i Danmark, men Rødbillet har virkelig fået fat i det danske marked. De har skabt noget, der fungerer, og som mange danskere efterspørger, og for Eurolines var timingen ikke den rette.«
Billetterne på Eurolines' rute mellem Aarhus og København kostede ikke mere end 100-160 kroner og kun 68 kroner for studerende, men de lave priser har altså ikke været nok til at holde selskabet ovenvande.
Rødbillet vil ikke oplyse, hvad de har givet for selskabets danske ruter, men direktøren forklarer, at det har været et symbolsk beløb.
Opkøbet betyder, at Rødbillet også stopper ved Odense Banegård næste år. Rødbillet startede i Danmark i 2014 og har et overskud på 3,2 millioner kroner. Rødbillet overtager for alvor Eurolines' ruter fra 1. januar.
