De to havnebyer har mange gange før været ofre for stormfloden, men i går var stormen - ifølge de lokale - helt ekstrem.

På trods af våde sokker og vand i dagligstuen var stemningen imidlertid - om ikke van(d)vittig - så i hvert fald vittig blandt beboerene, som forsøgte at tage det hele i stiv arm og med højt humør.

I Løgstør måtte ældre evakueres fra de oversvømmede huse, bl.a. 82-årige Paula Bisgaard, som i går morges, da hun vågnede, trådte direkte fra dobbeltsengen og ud i Limfjorden.

Det iskolde fjordvand var i nattens løb fosset ind i det svuppende soveværelse.

Et par gæve Falck-folk bar den gamle dame ud af hjemmet, mens hendes familie straks gik i gang med at bjærge, hvad bjærges kunne.

"Heldigvis er min mor ikke sådan at slå ud. Hun har prøvet det før, bl.a. i 1981, men meget er desværre ødelagt. Vandet er jo trængt ind over alt og har skadet møbler, hårde hvidevarer og trægulvene," fortalte hendes søn, Poul Erik Bisgaard.

Løgstør var i går områdets største "turistattraktion". Nysgerrige fra hele landsdelen slog søndagsturen omkring havnen, hvor et næsten surrealistisk skue mødte dem, f.eks. en lille fiskekutter, der var sunket til bunds, så kun det øverste af masten stak op fra dybet.

Nordjylland gik ram forbi ved de to forrige orkaner, men var i går - sammen med Nordvestjylland - de landsdele, som var mest medtaget af stormens hærgen. I Hvide Sande og Aalborg blev der målt vindstyrker helt op til 35 m/s, hvilket er orkanstyrke.

Falck havde i aftes modtaget anmeldelser på omkring 2.500 stormskader fra hele Danmark. Men ingen alvorlige personskader. Til gengæld var der store materielle ødelæggelser.

I Vejlby - syd for Thyborøn - stod et helt sommerhusområde under vand, ja, flere af husene var oversvømmet helt op til stråtagene. I Tingskoven i Hanherred havde stormen væltet flere tusinde træer.

"De er flækket over som tændstikker. Alene fra hovedvejen, der løber gennem skoven, har vi fjernet mindst 40," fortalte skovarbejder Søren Jensen B.T.s reportagehold, som forsøgte at zigzagge sig vej gennem det kaotiske skovområde.

Af alle steder - i den nordjyske landsby Vindblæs (det hedder den!) - havde stormen til gengæld været så venlig kun at vælte et enkelt træ, nemlig i enkefru Frida Baadsgaards gamle frugthave.

"Det er den værste storm, jeg har oplevet i Vindblæs. Hele natten har det knirket og braget, så det var svært at sove, men jeg var ikke bange.

Hvad pokker, jeg har boet her i 50 år, og endnu har vi aldrig haft skader, ja, lige bortset fra det gamle nåletræ, som nu ligger derude," fortalte den 86-årige dame.

Årtusindets første storm løjede i løbet af søndagen næsten helt af.