Storm P. på plakaten
Bogen ’Plakatfuld’ viser helt nye sider af BTs mest berømte tegner og medarbejder gennem tiderne
Bogen ’Plakatfuld’ viser helt nye sider af BTs mest berømte tegner og medarbejder gennem tiderne
Det er over 60 år siden han døde, men tegneren og humoristen Storm P. er stadig helt til grin. Og nu præsenteres en helt ny side af den sjove mand: Storm P. som plakatkunstner.
Robert Storm Petersen lavede over 50.000 tegninger og var her og der og alle vegne. Men mest var han dog på BT, hvor han i 33 år, fra 1916 til sin død i 1949, var avisens faste bladtegner, og helt klart læsernes favorit. Det var Storm P. man begyndte med, når man læste sin BT. Læserne elskede hans daglige tegninger, som var en munter og tænksom kommentar til hverdagens nyheder og problemer.
For BT lavede Storm P. ikke kun dagens muntre tegning og populære tegneserier som ’Peter og Ping’.
Han var også BTs ’reklamemand’ og lavede en stribe sjove og uhyggelige plakater for avisen. Det er der nu kommet en hel bog ud af. ’Plakatfuld’ hedder værket, som er skrevet af forfatteren Peter Michael Hornung og udgivet i samarbejde med Storm P. Museet .
Hans plakater for BT lokkede med sjove læserkonkurrencer, store pengepræmier og uhyggelige gyserhistorier, som BT dengang bragte som føljeton, så det gjaldt om at købe avisen hver dag. Storm P. mestrede at skabe både sjov og uhygge med sine plakater.
Tegneseriefigurerne Peter og Ping, som blev skabt til BT i 1922, var så populære, at de også optrådte på mange af BTs plakater. Og det var der en god grund til, for, som det hedder i den nye plakat-bog: ’Ingen dansk tegneserie har overgået ’Peter og Ping’ i popularitet’.
Og slet ingen dansk tegneserie har inspireret til sådan en strøm af merchandise. De to sortklædte herrers portrætter optrådte på legetøj, sparebøsser, dukker og porcelænsfigurer. Markedsføringen af ’Peter og Ping’ resulterede i oprettelse af ’Ping Klubben’ for avisens unge læsere. Klubben blev en kæmpe succes for BT, og da klubben var på sit højeste, talte den 80.000 medlemmer, der deltog i utallige arrangementer som fastelavn og julefester, skovture og konkurrencer.
Storm P. tegnede ikke kun plakater for BT, men han reklamerede også for så forskellige emner og produkter som sprøjtemidler, bukse-seler, hundekiks, Varelotteriet, samt bekæmpelse af snudebiller, sladder, smittespredere og arbejdsløshed.
I bogen ’Plakatfuld’ bringes mange herlige eksempler på Storm P.s enorme talent.
Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.