Juventus har op til denne sæson mistet flere store drivkræfter i Andrea Pirlo, Carlos Tevez og senest Arturo Vidal, der er taget til Bayern München.

I den forgangne uge kom det så frem, at den italienske mesterskab har udset danske Christian Eriksen til at udfylde tomrummet efter især Arturo Vidal, og ifølge Gazzetta dello Sport var der søndag møder mellem ledelsen i Tottenham og Juventus i London om netop en transfer af den danske elegantier.

Historierne om en transfer til Italien er dog ikke så seriøse, at Christian Eriksen sidder og ser på flybilletter til Torino. Det fortæller landsholdsspillerens far, Thomas Eriksen, der netop har besøgt sin søn denne weekend.

»Der er ikke noget som helst i de historier, overhovedet. Jeg tror, at det er en and. Christian tager det, som det kommer, så han siger ikke noget til rygterne. Han har ikke hørt noget som helst, så det er ikke noget, han kender noget til. Han har læst om rygterne, men lægger ikke det store i dem,« siger Thomas Eriksen til bt.dk.

»Christian kan lide at være i Tottenham, og det er en god klub at være i, så jeg tror gerne, han vil blive. Det tror jeg ikke, har han nogen problemer med. Jeg tror ikke på, at han vil skifte i denne her sæson,« fortsætter Eriksen senior, som fortæller, at sønnike har en drøm om at spille Tottenham op på en Champions League-givende plads i denne sæsons Premier League.

Foreløbigt har Tottenham dog skuffet med et nederlag til Manchester United i sæsonpremieren, og senest lørdag smed holdet en ellers sikker 2-0-føring langt inde i kampen mod Stoke, der fik 2-2.

»Christian er fint tilfreds, hvor han er. Hans mål er at komme i top fire med Tottenham, men han er da godt klar over, at det kan blive et problem. Men det er i hvert fald det, han håber på. De skal dog blive mere stabile, end de har været indtil nu. Vi så jo i weekenden, at de ikke er alt for gode forsvarsmæssigt,« lyder det fra Thomas Eriksen, som var på White Hart Lane lørdag eftermiddag.

23-årige Christian Eriksen kom til Tottenham for to år siden og kostede dengang den engelske klub omkring 100 millioner kroner.

Den danske playmaker har kontrakt med Spurs i tre sæsoner endnu, og det menes da også ifølge Gazzetta dello Sport, at Juventus får mere end bare svært ved at hente ham. I stedet skulle Juventus have rettet blikket ind mod Christian Eriksens holdkammerat Erik Lamela.