Anders Lindegaard kan godt begynde at øve sig på sit portugisiske. 

Målmandskonkurrenten i Manchester United, David de Gea, har også vist sig at være den nytilkomne manager Louis van Gaals førstevalg til at vogte målet, og det har fået Lindegaard til at ønske sig væk fra klubben, som han kom til fra norske Aalesund for mere end treethalvt år siden.

Ifølge The Daily Mail er den portugisiske storklub Benfica nu interesseret i den danske målmand. Kommer Lindegaard til Benfica, kan han se frem til at spille på et hold, der sidste år vandt den portugisiske Primeira Liga med syv point ned til nummer to.

Lindegaard er dog stadig på kontrakt med Manchester United, men hans agent, Michael Stensgaard, udtalte i onsdags til BT, at den 30-årige dansker er på udkig efter en ny klub.

- Anders er ved at nå en alder, hvor han har brug for at spille. Vi er derfor i samråd med Manchester United blevet enige om, at vi skal forsøge at finde en ny klub, siger Michael Stensgaard

Lindegaard er indtil videre noteret for 29 kampe for Manchester-klubben.  Hvis et skifte til Benfica bliver aktuelt, vil Lindegaard komme til at spille på hold med sin tidligere holdkammerat Bébé, der også er skiftet til Benfica fra United i dette transfervindue.