Store værdier på spil: Danmark vil gøre krav på del af Nordpolen
Skib med forskere leder lige nu efter beviser
Skib med forskere leder lige nu efter beviser
Isbryderen Oden afsejlede i går med 17 danske forskere om bord for at bevise, at et 150.000 kvadratkilometer stort område omkring Nordpolen er dansk
17 danske forskere sejlede i går fra øen Svalbard i det nordlige Norge med kurs mod Nordpolen i den lejede isbryder ’Oden’. De er på en mission for Danmark og Grønland - Lomrog III.
Danmark og Grønland er i det arktiske ocean i nærkamp mod stormagterne USA og Rusland samt Canada.
Norge har fået tildelt et lille område og har trukket sig ud af kampen, som FN i sidste ende skal afgøre.
- Ekspeditionen er bl.a. vigtig, fordi inden ved, hvilke værdier, der gemmer sig i området. Man kan forestille sig, at der f.eks. kan gøres fund af gen-materiale, som vil kunne hjælpe med til bekæmpelsen af sygdomme, siger statsgeolog Jens Jørgen Møller, geofysisk afdeling ved de Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland og én af videnskabsmændene bag Lomrog III, der er det sidste af i alt tre togter med isbryderen Oden i området.
Jens Jørgen Møller vil heller ikke afvise, at der kan være meget værdifulde råstoffer i området.
- Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der f.eks. findes olie i området. Men det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen, der ved, hvad stedet indeholder.
Den her ekspedition er sidste chance for at få undersøgt området, understreger Jens Jørgen Møller.
Området, som Danmark og Grønland vil kræve at få tildelt, er på op til 150.000 kvadratkilometer - cirka tre gange Danmarks areal (uden Grønland).
Helt konkret er projektets formål at indsamle seismiske data fra havbunden nord for Grønland, og det er ikke nogen nem opgave for de 17 forskere, der skal være af sted i seks uger.
- Den største udfordring er isforholdene nord for Grønland - de vanskeligste i det arktiske ocean, hedder det på ekspeditionens hjemmeside.Derfor lægger forskerne forsigtigt ud.
- Først bryder ’Oden’ en rende på 25 sømil. Så sejler skibet tilbage langs renden og gør den bredere, hvorefter der indsamles seismiske data tredje gang, renden passeres, forklarer lederen af ekspeditionen, geofysiker Christian Markussen, til DRs Martin Breum om bord på Oden.
Martin Breum, til daglig vært på ’Deadline’ på DR2, er om bord for løbende at rapportere hjem.
- Hvis alt går vel, returnerer ekspeditionen til Svalbard 14. september, efter seks uger uden landkending, siger Martin Breum til DR.
Danmark skal aflevere sine krav med dokumentation til FN i september 2014. Derefter regner Jens Jørgen Møller med, at der vil gå fem-ti år, før FN endeligt har afgjort striden om hele området.