Sorgen ligger tungt over Stockholm
Kronprinsessen græder på nationalt tv. Hjertet af Stockholm er spærret af og omringet af bevæbnede betjente.
Der er dyb sorg i Sverige dagen derpå. Fire mennesker mistede livet og 15 blev såret, heriblandt to børn, da en formodet terrorist fredag kort før klokken 15 pløjede uskyldige borgere ned på Stockholms mest befærdede strøggade, Drottninggatan.
Hvor end stockholmerne vender sig hen, bliver de konstant mindet om den nye virkelighed, som fra fredag eftermiddag og utvivlsomt mange år frem vil præge deres hverdag: At de nu er et terrormål.
Den umiddelbare reaktion er, udover sorg og chok, en trodsreaktion, der minder om den vi så københavnerne udvise for lidt over to år siden, da vi selv blev ramt af terror.
Indbyggerne er så småt ved at dække området omkring storcenteret ‘åhlèns’, hvor lastbilen bragede gennem et vinduesparti, med blomster, bamser og nedfældede beskeder.
Budskabet er klart: Vi finder os ikke i terror, vi nægter at lade hadet styre os.
Men også et andet budskab slår igennem: Vores børn skal ikke lide på grund af denne tragedie. Hverken på kort eller lang sigt.
Det har fået mange stockholmere til at tage børnene med ned til ‘Attentatpladsen’, som åstedet nu kaldes i folkemunde, for at vise dem virkeligheden og lade dem fordøje den.
En af dem er 41-årige Simon Josefsson, som har taget sin søn på seks år og sin datter på fire år med ned for at lægge blomster, kigge og spise jordbær.
»Jeg vil simpelthen bare gerne gøre det til en positiv oplevelse for børnene. Hvis de kun hører om det i medierne, bliver det noget abstrakt noget. På denne måde kan de bedre forstå, hvad der foregår«, siger han til BT.
Han prøver også at skubbe til sine børns tanker, så de går i en positiv retning i stedet for en negativ.
»Vi vil ikke lade disse mennesker vinde. Vi vil vise, og det er også derfor, vi er her, at det er vores by,« siger Simon Josefsson.
Også Sveriges kronprinsesse Victoria var lørdag formiddag på Attentatpladsen, hvor hun ikke kunne holde tårerne tilbage.
I en meget følelsesladet og sårbar tale til pressen sagde hun efterfølgende, at Sverige nå må kigge fremad sammen og hjælpe hinanden i den kommende tid.
