Året er 1927 og George Valentins Hollywood-karriere er på sit højeste. Hans varemærke og bedste ven er hunden Uggie og hans stumfilm sikre hit-komedier som ’En russisk affære’, ’En tysk affære’ osv.
Valentin støder tilfældigt ind i den unge fan, Peppy Miller på gaden i virvarret af presse efter en premiere, og aviserne trykker straks billedet af parret. Det gør selvfølgelig Valentins hustru jaloux, men han forsikrer hende, at det intet har på sig, uvidende om, at Peppy Miller netop er blandt statisterne på hans næste optagelse.
God kemi
Derefter udfolder historien sig med de helt store følelser, men da talkies (talefilm) indføres, går Valentins popularitet ned ad bakke, mens Peppy Millers skyder til vejrs. Næsten som i ’En stjerne fødes’ følger vi begges udvikling og følelser for hinanden.
Kemien mellem hovedrollerne Valentin og Miller (Jean Dujardin og Bérénice Bejo) mærkes klart og rørende - parret har spillet sammen før i instruktørens spion-parodi ’OSS 117: Cario, Nest of Spies’ fra 2006. Og John Goodman (’The Big Lebowski’ og tv’s ’Roseanne’) gør det rigtig godt i rollen som cigarrygende filmstudieboss og producer.
’The Artist’ er én stor hyldest til filmens verden. Den beskriver tiden og stumfilmens formåen på allerbedste vis og bliver aldrig en paraodi eller bare ’en god ide’. Tværtimod er filmens 10 Oscarnomineringer fuldt fortjent.
Frankrig, 2011.
Instruktør: Michel Hazanavicius.
Premiere i udvalgte biografer.
Se trailer her: