Mens det meste at verden venter på Ecuadors endelige svar på WikiLeaks-stifteren Julian Assanges ansøgning om politisk asyl, optrappes den diplomatiske strid mellem det sydamerikanske land og Storbritannien.

Ecuadors udenrigsminister Ricardo Patiño er ifølge The Guardian decideret vred over, hvad han opfatter som britiske trusler om at »storme« den ecuadorianske ambassade i London.

- I dag har vi modtaget eksplicitte skriftlige trusler fra Storbritannien om, at de vil angribe vores ambassade i London, hvis ikke Ecuador udleverer Julian Assange, sagde Patiño på et pressemøde.

- Ecuador er ikke nogen britisk koloni, understregede han ifølge New York Times og advarede om, at en britisk aktion mod ambassaden vil blive mødt med »et passende svar«.

Det er nu to måneder siden, Julian Assange pludselig trådte ind på Ecuadors ambassade 19. juni og bad om politisk asyl med henvisning til FNs menneskerettighedsdeklaration. Dermed brød han reglerne for sin kaution og står derfor til at blive arresteret i det øjeblik, han forlader ambassaden.

Tre retsinstanser i Storbritannien har afgjort, at han skal udleveres til Sverige, hvor han er anklaget for seksuelle overgreb mod to kvinder.

Assange frygter, at hvis først han udleveres til Sverige, havner han før eller siden i USA, hvor han risikerer dødsstraf for WikiLeaks’ læk af tusinde af fortrolige og følsomme oplysninger i 2010.

{embedded type="node/polls" id="21804794"}

Men nu skulle afgørelsen komme. Over middag dansk tid torsdag præsenteres den endelige afgørelse, lover udenrigsminister Ricardo Patiño.

Flere iagttagere har påpeget, at Ecuador ikke er det naturlige valg for en frihedselskende aktivist, der har viet sit liv til at bekæmpe lukkethed, korruption og krænkelser af ytringsfriheden.

Særligt landets retssystem og grad af ytringsfrihed bliver kritiseret af organisationer som Human Rights Watch og Reporters Without Borders.

For nylig var Ecuadors præsident, Rafael Correa, gæst i Assanges TV-show, som sendes på den russiske kanal Russia Today, så de to kender altså hinanden. Desuden fastslog Ecuadors viceudenrigsminister allerede i 2010, at Assange kunne få ophold i landet uden betingelser - tilbuddet blev dog senere afvist af præsident Correa.

Ecudaor ligger nr. 104 ud af 179 lande på Reporters Without Borders rangliste over pressefrihed, men vigtigere for Julian Assange er det formentlig, at den socialistiske republik har et dårligt forhold til USA.