STORBRITANNIEN: Det europæiske samarbejde er godt på vej til at blive intensiveret, efter formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, smed det første udkast til blandt andet en bankunion på bordet.

Det har fået de normalt EU-skeptiske briter til følge godt med i, hvad der sker i Bruxelles. For nyligt sagde premierminister David Cameron, at han er klar til at overveje en folkeafstemning om nogle af landets forbehold. Og nu uddyber udenrigsminister William Hague.

- Det, premierminister siger, er, at det er tid til at beslutte sig om en folkeafstemning om vores forhold til Europa, når vi ved, hvordan Europa kommer til at udvikle sig over de kommende måneder og år, siger Hague til BBC.

Hvis EU-flagskibene Frankrig og Tyskland som ventet beslutter sig for at speede processen op og indgå et tættere samarbejde for at komme igennem den økonomiske krise, så vil det højst sandsynligt medføre en afstemning i Storbritannien.

- Så er det tid. Ikke nu, siger William Hague, der gerne vil have en mulighed for at forhandle et bedre forhold til EU på plads.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er skeptisk, når det drejer sig om et tættere finansielt samarbejde, da hun ikke mener, at de danske skatteborgere har lyst til betale for problemerne i andre EU-lande.