Den kraftige sorte røg, der det meste af aftenen har stået i en tyk søjle fra genbrugscentralen Uniscrap A/S i Kolding, kan være giftig. Det skriver jv.dk.

- Det er plastic og andet affald, der brænder, så vi kan ikke afvise, at det er giftigt. De der bor i området, og bliver berørt af røgen, skal holde sig indendøre og lukke døre og vinduer, sagde Kent Midtgaard Hansen tidligere på aftenen til jv.dk.

På grund af vindretningen har røgen aftenen igennem trukket nordover og ind mod Sønderjyske Motorvej. Derfor overvejede man i første omgang at spærre motorvejen af, men da røgen samtidig også træk lige op, har man ikke vurderet, at røgen har skabt fare for bilisterne på motorvejen.

Politiet har dog indtil videre spærret dele af Ny Esbjergvej og Vejlevej.

Det er endnu ikke muligt for politiet at sige noget om, hvad der har forårsaget branden.