Dario Dumic kan nu kalde sig landsholdsspiller, men det er ikke for Danmark, selv om han har spillet 37 ungdomslandskampe i den rød-hvide trøje.

Som BT kunne fortælle for knap en uge siden, ville NEC Nijmegen-spillerens navn figurere på den liste over den bruttotrup, den bosniske landstræner, Mehmed Baždarević, har valgt frem mod VM-kvalifikationskampen mod Gibraltar 25. marts samt venskabslandskampen mod Albanien tre dage senere. Og torsdag er det så blevet officielt.

Dario Dumic' navn er ét blandt flere kendte spillere i Bosniens trup, der ligger nummer 29 på FIFAs verdensrangliste. Til sammenligning ligger Danmark nummer 48 på samme liste.

Så når Dario Dumic møder ind i landsholdslejren, skal han træne og spille sammen med spillere som Asmir Begovic fra Chelsea, Miralem Pjanic fra Juventus og Vedad Ibisevic fra Hertha Berlin.

De skal alle prøve at overhale Grækenland og Belgien i deres VM-gruppe, hvor Bosnien efter fire kampe ligger nummer tre med syv point efter fire kampe, mens grækerne på andenpladsen har 10 point, og Belgien topper med maksimumpoint. 

Får Dario Dumic, hvis forældre stammer fra Sarajevo i det gamle Jugoslavien, spilletid mod Gibraltar, kan han aldrig blive aktuel for det danske landshold.