Politiet i Belgien har onsdag morgen gang i en ny stor politiaktion i jagten på den efterlyste Salah Abdeslam, som sættes i forbindelse med terrorangrebet i Paris.

Politiet leder i Molenbeek-området i Belgien, oplyser tv-kanalen VRT ifølge norske NRK.

Det er endnu uklart, om der er foretaget anholdelse.

Abdeslam er bror til den ældre Ibrahim Abdelslam, som sprængte sig selv i luften foran en cafe på Boulevard Voltaire fredag aften i Paris.

Politiet mener, at Salah Abdeslam var en af de terrorister, der planlagde terrorangrebet, men ikke døde i angrebet. Politiets teori er, at han har lejet en bil tæt ved spillestedet Bataclan, som han efter angrebet flygtede i.

Saleh Abdeslam blev stoppet få timer efter angrebene i Paris, men det lykkedes ham at slippe over grænsen til Belgien.

Han har siden været efterlyst i hele verden.

Men det franske politi har tilsyneladende haft mulighed for at pågribe ham få timer efter angrebet i Paris.

Den franske efterretningstjeneste har tidligere arbejdet ud fra en teori om, at Salah Abdeslam var flygtet til Syrien.

Han er fransk statsborger, født i Bruxelles. Manden, som menes at være hovedmanden bag angrbet, belgiske Abdelhamid Abaaoud, døde i en politiaktion i Paris-forstaden Saint-Denis 18. november.

De øvrige kendte gerningsmænd er døde, men der kan have været flere om angrebet, som politiet endnu ikke kender til.