450.000 kroner er prisen for at købe en fodboldkamp i England.
Det er den britiske avis The Telegraph, der torsdag kan afsløre en omfattende systematisk matchfixing-ring i England.
Afsløringerne, der blev fanget på video, har foreløbigt ført til seks anholdelser, heriblandt tre stadigt aktive spillere og en tidligere spiller, der nu er agent, ved navn Delroy Facey.
På video-optagelserne kan man se matchfixeren fortælle, at holdet vil tabe næste kamp, og at der i kampen vil blive scoret fire mål.
- Kampen ender 3-1 eller 4-0, siger den asiatiske matchfixer til en undercover-agent.
Kampene spilles alle på de asiatiske spillemarkeder og det at få fikset kampene i de lavere ligaer koster helt ned til 50.000 pund (450.000 kr.). Penge der går til at 'aflønne' spillerne.
Matchfixeren, der nu er anholdt, tilbød desuden for et mindre beløb at arrangere, at en given spiller fik et gult kort inden for fem minutter for et tillægsbeløb for 5.000 pund.
Politiet er meget fåmælte med yderligere oplysninger på grund af den igangværende efterforskning, men har dog slået fast at der ikke er tale om kampe i Premier League.