56-årige Jan Trøjborg gjorde øjensynligt alt det rigtige: Han levede sundt, var slank, cyklede ofte lange ture på sin elskede racer eller løb. Men alligevel blev den populære Horsens-borgmester helt uventet offer for en dødelig blodprop søndag under et cykelløb.

Jan Trøjborg virkede frisk og fuld af overskud, så hans pludselige død kommer som et stort chok for hele familien, venner og kolleger. Indtil resultatet af embedslægens ligsyn foreligger det blev foretaget i går må eksperterne nøjes med at gisne om årsagerne.

Men sikkert er det, at Jan Trøjborg har haft et langt og travlt arbejdsliv. Han sad på seks ministerposter på ni år, og ud over sit nuværende travle og krævende job som borgmester i Horsens, var Jan Trøjborg også formand for Kommunernes Landsforening.

Et langt politikerliv kan være meget hårdt for hjertet, forklarer læge og stress-konsulent Charlotte Bech.

- Selv om han kunne virke både sund, glad og på alle måder overskudsagtig, så slider et langt politikerliv ekstra på hjertet. Den evige usikkerhed, om du risikerer at blive vraget af vælgerne ved næste valg, dét evig og altid ’at være på’ og ’at blive målt og vejet’ af vælgerne og pressen, kombineret med et stort arbejdspres, slider hårdere end vi mere anonyme forestiller os.

Selv om Jan Trøjborg så ud til at være i perfekt balance mellem arbejds- og familieliv, kan han sagtens have været alvorligt angrebet af stress.

Vi ser toppolitikeren smile, og han kan virke helt utrolig rolig udadtil, men bag facaden kan han sagtens gå rundt i kronisk stress-tilstand, som øger risikoen for en tidlig blodprop, siger Charlotte Bech, der i flere bøger har skrevet om den livsfarlige stress.

Travl uge forud for dødsfaldet

Jan Trøjborg havde haft en travl uge op til sin død. Fredag blev hans datter konfirmeret, lørdag blev et nært familiemedlem begravet, og søndag skulle han cykle 60 km i anledning af cykelløbet Giro d’Italia.

Peter Schnohr, speciallæge i hjerte-kar-sygdomme, er ikke i tvivl om, at stort arbejdspres og stress er en langt større dræber, end vi tror.

- Vi taler utrolig meget om blodtryk, kolesterol, rygning osv. med god ret, for det er meget vigtige risikofaktorer, men vi bør rette mere opmærksomhed mod den kroniske stress, som ikke mindst mange yngre og midaldrende mænd lever med.

En kalender, propfyldt med aftaler. En ugentlig arbejdstid på 60 timer eller mere. Mindre og mindre tid til afslapning og livet med familie og venner. Mail og sms’er, som tikker ind i en lind strøm, og som skal tjekkes nærmest døgnet rundt.

Den barske sandhed er, at daglig stress i forbindelse med hjerte-kar-sygdom udgør præcis den samme risiko som 20 cigaretter daglig, siger Peter Schnohr.

Ifølge Hjerteforeningen fordobler blot seks cigaretter dagligt en mands risiko for at få en blodprop i hjertet.

Flere politikere er faldet om

I de seneste år er flere politikere pludselig faldet om.

Tilbage i oktober døde rådmand og tidligere borgmester i Odense, Jan Boye, efter en blodprop i hjernen i en alder af bare 49 år. Også den tidligere formand for Folketinget, Ivar Hansen, døde af pludseligt hjertestop.

Går rundt med forhøjet blodtryk

Når mænd i den alder pludselig dør, skyldes det oftest enten en blodprop i hjertet eller i hjernen. Ofte forårsaget af et forhøjet blodtryk, som hvert år koster omkring 6.000 livet, forklarer professor Peter Norsk, førende dansk blodtryksforsker og aktuel med en ny bog om problemet.

- Det kan bestemt ikke udelukkes, at Trøjborg er død netop af et skjult, forhøjet blodtryk.

Chokerende mange danskere, mere end 300.000, går rundt med et alt for højt og ubehandlet blodtryk. Det er utrolig lumsk, fordi man oftest slet intet mærker, før det kan være for sent.

Mange tusinde er ’pilleforskrækkede’ og undlader derfor at tage den vigtige blodtrykssænkende medicin, der kan redde deres liv, siger han.