Stor designpris deles i seks portioner
Bodum Design Award 2012 på i alt 500.000 kroner gik onsdag aften til seks forskellige projekter.
Bodum Design Award 2012 på i alt 500.000 kroner gik onsdag aften til seks forskellige projekter.
En soldreven ovn, en boks på cyklen til cykelhjelmen og et forklæde med plads til opbevaring af blandt andet mobiltelefonen var tre af de i alt seks bud fra unge, danske designere, der onsdag aften fik overrakt præmier i Skandinaviens største designkonkurrence, Bodum Design Award.
Den samlede præmiesum er på 500.000 kroner, men i år var juryen ikke i stand til at finde én enkelt idé blandt de 146 indsendte forslag, som kunne overstråle alle de andre. Derfor bliver den halve million kroner i år ligeligt fordelt mellem seks deltagere.
Konkurrencen henvender sig til designere og designstuderende, og temaet for dette års konkurrence var »Simplicity«. Deltagerne skulle komme med bud på enkle produkter eller produktkoncepter, der kan gøre vores hverdag lettere. Blandt de seks simple vinder-projekter var også en køkkenvægt i silikone, en genanvendelig snor til madlavning, når der skal bindes kød og urter, og endelig en kipbar loftslampe. Er projekterne gode nok, vil de senere blive sat i produktion af Bodum.
En professionel jury har udvalgt de fire finalister. På Facebook har alle desuden kunnet deltage i en afstemning mellem de seks projekter. Her fik den soldrevne ovn »Zun« af Asbjørn Maigaard Axelsen flest stemmer.
Bodum Design Award blev uddelt første gang i 2011. Bag konkurrencen står producenten Bodum, kunstmuseet Louisiana, brancheforeningen Danske Designere og magasinet Bo Bedre.
De seks vindere fik hver overrakt de 83.333 kroner ved et arrangement på Louisiana onsdag aften.