LM Wind Power er solgt til amerikanske General Electric i milliardhandel, som ventes på plads i 2017.

Danske LM Group Holding har solgt sin vinddivision, LM Wind Power Holding, der er verdens største uafhængige producent af vindmøllevinger, til amerikanske General Electric.

Handlen indbringer ejeren af LM Wind Power Holding, den europæiske kapitalfond Doughty Hanson, 1,5 milliarder euro - eller knap 11,2 milliarder kroner.

Det fremgår af en meddelelse tirsdag eftermiddag. Transaktionen ventes gennemført i løbet af første halvår af 2017.

LM Wind Power hed tidligere LM Glasfiber og blev grundlagt i Danmark i 1940, oprindelig som møbelproducent.

Kapitalfonden Doughty Hanson overtog virksomheden i 2001.

LM Wind Power har i dag over 6500 ansatte i otte lande: USA, Canada, Kina, Indien, Brasilien, Spanien, Polen og Danmark.