Gruppen viste tidligt onsdag morgen dens udtalte foragt for TV-produktionsselskabet Kanal 2, en del af TVDanmark-familien, ved at kaste blod og svine-indvolde på selskabets bygninger i Skovlunde ved København.

Formålet var at erklære åben krig mod docu-soapen Stripperkongens Piger og sex-programmet Extrem.

Aktionsgruppen har - som navnet antyder - som eneste erklærede mål at få stoppet porno eller pornolignende programmer, fordi porno ifølge gruppen er udtryk for en ekstrem primitiv og rå kvindeundertrykkelse. Også porno, der udgives under andre former end som TV-programmer, vil fra nu af være i Stop Pornopestens "kikkertsigte", lyder advarslen.

"TVDanmark og Canal+ er med til at forherlige porno, og det vil vi have sat en stopper for. Porno er noget, der gør kvinden til et objekt kun til glæde for manden.

Porno er lavet af mænd og for mænd og er ekstremt kvindeundertrykkende. Vi vil have det stoppet, og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi er parat til at gå meget langt for at nå vores mål," siger Emma og understreger alvoren sådan:

"Hvis det er nødvendigt at smadre udstyr, ødelægge et studie og produktionsmidler, er vi parat til at gøre det."

Vil I også være parat til at udøve vold over for personer for at nå målet?

"Som udgangspunkt vil vi ikke øve vold mod personer, men hvis der er nogle, der for eksempel forsøger at holde os tilbage eller vil forhindre os i at gøre dét, vi gør, så kan det jo blive nødvendigt," siger hun.

Da hærværket stod på onsdag morgen omkring kl. 6, blev en del af aktionen filmet af Kanal 2s eget overvågningskamera. Videobåndet er overdraget til kriminalpolitiet i Gladsaxe, der nu efterforsker sagen. I går var det dog for tidligt at komme med et konkret bud på, hvem der skjuler sig bag navnet Stop Pornopesten, lyder det fra ordensmagten.

"Vi har selvfølgelig gjort os nogen overvejelser om, hvor vi skal lede, men p.t. er der ikke noget nyt i sagen - og blod sætter jo desværre ikke fingeraftryk. Men vi vil selvfølgelig kigge minutiøst på det materiale, vi har," siger kriminalinspektør Palle Sandvig.

Bent Helvang, direktør for Kanal 2, har kun hovedrysten til overs for aktionen:

"Det er nogle sølle folk, der gør sådan noget. Jeg håber da, disse unge mennesker med tiden vil udvikle en eller anden form for demokratisk sans," siger han.