Stop for breve til rådhuset
Snart er det slut med at sende breve til kommunen.
Snart er det slut med at sende breve til kommunen.
Hverken skønskrift eller små børnetegninger i et håndskrevet brev til kommunen letter i fremtiden adgangen til en plads i ønske-børnehaven, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag, for med en ny lovgivning lukker regeringen for borgernes mulighed for at henvende sig til rådhuset pr. brev.
I princippet lukkes der for papiret den 1. juli i år. Efter den dato kan kommunerne sløjfe de gammeldags breve, men i praksis vil det ske gradvist.
I første omgang berører det lettere sagsbehandling som f.eks. flyttemeddelelser og at få børn skrevet op til en daginstitution, men siden følger mere komplicerede mellemværender som byggesager og pensioner.
- Vi lukker i princippet for papiret, og det er nødvendigt med en enstrenget adgang, hvis vi skal hente den planlagte besparelse på at digitalisere, siger finansminister Bjarne Corydon (S). Det er regeringens mål, at otte af 10 henvendelser til det offentlige inden 2015 skal foregå via computer, og en stor del af den forventede milliard-besparelse ligger i, at borgerne langt hen ad vejen skal betjene sig selv.
I Ældre Sagen beklager direktør Bjarne Hastrup, at der ikke i lovforslagene er givet en klagemulighed, så f.eks. ældre kan bede om at bruge brev.
- Mange ældre er indstillet på at benytte den nye teknik, men det er for hårdt at skære alle over én kam. Det minder jo om Østtyskland anno 1961 - lige efter at muren var kommet op, siger han.
BNB