Den tidligere Tour de France-vinder, Bradley Wiggins, tror ikke, at der er mere end en håndfuld Tour-vindere, der har vundet uden doping. Selv føler han sig stolt over at være en del af den eksklusive klub.

Der er masser af eksempler på Tour-vindere, der har fået frataget deres titel efter de har testet positivt for brugen af doping, mest kendt er nok Lance Armstrong, der under stor mediebevågenhed fik frataget sine syv sejre.

- Det er ret sjældent indenfor cykelsporten. Der ikke mange Tour-vindere, der ikke har været dopet. Du kan nok tælle dem på en hånd, udtalte Bradley Wiggins på Sky-holdets træningslejr på Mallorca.

Den 33-årige brite føler sig stolt over at være en af de få, der ikke er blevet fristet af doping. Wiggins, der vandt turen i 2012, føler, der ligger et ansvar på hans skuldre.

- Det er en meget lille klub og det giver dig et ansvar i forhold til at sprede budskabet. En Tour-vinder med troværdighed, uden en doping-historie og uden skeletter i skabet inspirerer folk, siger den stolte brite ifølge cyclingnews.com.

Wiggins kørte ikke sidste års tour, da han døjede med en knæskade, men forventer at være klar til dette års løb. Han vil dog sandsynligvis skulle køre som hjælperytter for Chris Froome, der vandt sidste års Tour de France.