Både Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup skal nok blive ministre. Og Pia Kjærsgaard vil stå på Slotspladsen og være stolt som en pave.

Det siger Pia Kjærsgaard, der for første gang var til årsmøde uden at være formand. Men hun ser morderligt tilfreds ud alligevel.

- Jeg kan godt forstå Peter (Skaarup, red.). Han har oplært tre konservative justitsministre, og han ville selv være en fremragende justitsminister. Men Peter er også så realistisk som os andre, og gør det, der er bedst for Dansk Folkeparti, siger Pia Kjærsgaard til bt.dk.

Kristian Thulesen Dahl sagde fra talerstolen til de 900 delegerede, at man skal passe på med at tro for meget på meningsmålingerne to år før et valg. Og at man skal passe på med ministerambitionerne. Han advarede om, hvordan det er gået SF.

- Jeg kan godt forstå, at Kristian sammenligner med SF i regering. Men vi er jo meget dygtigere end SF. Den dag vi skal i regering - og det skal vi på et tidspunkt - så vil vi have forberedt os meget bedre. Vi vil have holdningsministerier.

- Den dag, jeg står på Slotspladsen og ser Kristian og Peter komme ud som ministre, vil jeg jo være pavestolt. Det er jo mit værk. Men situationen skal være til det. Det var den ikke i ti år, og jeg synes Kristian har ret i, at det ikke skal være nu.

- Der kan komme en dag, hvor Lars Løkke vil synes det er fremragende at have DF med i en regering, fordi han også kan frygte et stort DF udenfor regeringen. Og det kan ske i den næste periode

- Når man sidder i en regering er man nødt til at blive enige bag de lukkede døre, og det vil man kunne med os. Man vil ikke se sådan noget rod som der er lige nu med Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt, siger Pia Kjærsgaard.