- Vi har oplevet et dødsfald i vores familie. Så for mig føles det kun rigtigt at begynde med en bøn til en kvinde, vi elskede, til vores faldne søster, Whitney Houston. Sådan indledte den amerikanske rapper LL Cool J årets Grammy-uddeling.

Og i det hele taget har showet stået i den afdøde sangerindes navn. Kolleger og venner har hyldet Whitney for hendes store stemme og personlighed.

Soulsangeren og rapperen Cee Lo Green, der tidligere var medlem af den populære gruppe Gnarls Barkely, var en af dem, der mindedes den afdøde sangerinde.

- Jeg dedikerer min grammy til mindet om den vindunderlige Whitney Houston, sagde han blandt andet.

Da sangerinden Rihanna gik på scenen, begejstrede hun publikum ved at skrige »Lav noget larm for Whitney«.

Salen i Los Angeles blev dog særligt grebet, da forældrene til sangerinden Amy Winehouse, der mistede livet i sommeren 2011 gik på scenen.

Her modtog Mitch and Janis Winehouse en Grammy for bedste popduet på vegne af deres datter, der inden sin død indspillede en sang med crooneren Tony Bennett. Det skete med ordene:

- Længe leve Whitney Houston. Længe leve Amy Winehouse og længe leve Etta James. Der er en smuk gruppe deroppe, sagde de.

Whitney Houston nåede selv at vinde adskillige af de eftertragtede Grammy-priser, inden hun døde i en alder af 48 år. Dødsårsagen er endnu ukendt, men TV-stationen ABC citerer en retsmediciner, der har undersøgt liget af den afdøde stjerne for at sige, at der kan gå 6-8 uger, før det bliver opklaret, hvorfor hun døde. Han understreger dog, at der ikke er tegn på, at der er foregået noget ulovligt.