Kvartfinalerne i Champions League byder på en gentagelse af sidste års finale mellem Real Madrid og Atletico Madrid, samt en astronomiske stjerneduel mellem Zlatan Ibrahimovic og Lionel Messi.

Lodtrækningen til kvartfinalerne i Champions League var en klassisk blanding af de eksklusive storhold med et lille twist af overraskelse personificeret af det franske hold, AS Monaco.

Eneste finurlighed var, at ingen engelske hold var blandt de otte sidste.

For de reagerende Champions League-mestre, Real Madrid, blev det en lodtrækning uden meget smil på læben. Det var hverken de tre storhold, Paris Saint-Germain, Bayern München eller ærkerivalerne fra FC Barcelona, der blev hevet op af bowlen. Nej, langt værre. Nemlig skrækmodstanderen Atlético Madrid.

Real Madrid var heldige i sidste års finale mod Atletico, hvor de først i det. 92. minut fik udlignet og senere vandt i forlænget spilletid. Og siden da er det gået endnu værre for 'Los Blancos'.

Atletico har nemlig ikke tabt til bysbørnene i de seneste seks kampe, og senest slog de Real Madrid med 4-0 i den spanske pokal. Hvilket var den største sejr nogensinde over storebroren fra Madrid.

Udover gentagelsen af sidste års finale knalder Paris og Barcelona hovederne sammen nok engang. Holdene har mødt hinanden i de to seneste udgaver af Champions League. I 2013 gik Barcelona videre fra kvartfinalen på reglen om udebanemål, og i år spillede de to hold to fantastiske opgør i rundens gruppe F. Her vandt Paris hjemme 3-2, mens Barcelona vandt 3-1 på Camp Nou.

Opgøret byder også nok engang på dramaet mellem Zlatan og Messi. Den arrogante og den ydmyge. De to elitære individualister, der engang spillede på samme hold, men ikke spillede sammen. En duel som Zlatan har omtalt: »He (Messi red.) is a genius, but i am a god.«

Paris Saint Germain spiller første kamp på hjemmebane, men her må de undvære holdets svenske stjerne, efter sin udvisning mod Chelsea i 1/8-delsfinalen.

De to lidt mindre flatterende kvartfinaler står mellem FC Porto og Bayern München, hvor det bliver spændende at se, hvor langt Portos efterhånden potente offensiv kan række. Derudover skal Juventus op imod overraskelsen AS Monaco.

Første opgør spilles d. 14. og 15. april, mens returopgørene er d. 21. og 22. april. Hjemmeholdet i første kamp er nævnt først:

Paris Saint-Germain v FC Barcelona – 15/21 April

Club Atlético de Madrid v Real Madrid CF – 14/22 April

FC Porto v FC Bayern München – 15/21 April

AS Monaco FC v Juventus – 14/22 April