Stigende omkostninger - ikke mindst takket være briternes nej tak til fortsat medlemsskab af EU - tvinger nu stjernekokken Jamie Oliver til at smække skodderne for seks af hans restauranter.

I en udtalelse fra restaurantejeren står der, at restauranterne ikke har været i stand til at leve op til forventningerne, men at man håber at kunne finde jobs til de 120 ansatte andre steder i organisationen.

For øjeblikket findes der 70 'Jamie's Italian' verden over. De 42 af dem ligger i Storbritannien, og de er blevet ramt af højere priser, siden det britiske pund kollapsede efter afstemningen om EU.

Simon Blagden, administrerende direktør for Jamie Oliver Restaurant Group siger:

»Som enhver restaurantejer ved, er det et hårdt marked. Brexit, presset og de ubekendte faktorer har gjort det værre endnu«.

Gruppens planer om at lancere 22 nye Jamie's Italian restaurants i udlandet går som planlagt fremad.