Nummeret endte galt, da en sikkerhedsanordning bristede, og kunstneren styrtede i døden. Det skriver den svenske avis Expressen.

Finn Martin var det store trækplaster til den historiske festival Leipzig Passagenfest, og mange mennesker var mødt op for at se svenskeren spille.

Jublen var stor, da Finn Martins musik begyndte at spille klokken 22.50. Endnu større blev jublen, da en lyskegle ramte kunstneren hængende 20 meter oppe i luften på en husmur. Men publikum forstummede, da han styrtede til jorden.

- Folk troede først, det var en del af showet. Da de indså, hvad der var sket, blev de tavse, sagde festivalens arrangør Thomas Paarmann.

Arrangøren var stolt over at have booket Finn Martin til at udføre nummeret fire gange fredag. Et nummer, som han havde udført den mange gange før. Blandt andet havde han lavet det fra det 150 meter høje Køln-tårn, ligesom han gjorde to gange tidligere på dagen fredag.

Flere tilskuere forsøgte desperat at redde mandens liv, men forgæves. Da ambulancefolkene ankom til stedet, var Finn Martin død.

Han blev 49 år gammel.

Finn Martin blev født i Sverige som søn af en svensk far og en irsk mor, men flyttede til udlandet for fuldt ud at koncentrere sig om musikken. I Sverige var han aldrig rigtig kendt, men internationalt beskrives han som en stjerne-saxofonist, der blev hyldet for sin evne til at omsætte musik til forestilling, og han elskede at være i rampelyset.