Klokken syv søndag morgen blev Fredrik Almqvist vækket af et telefonopkald. I den anden ende af røret var hans datter Stine, grådkvalt, chokeret og i panik. Kort forinden var den bus, hun var om bord på sammen med 51 skolekammerater, væltet på en vej i Sverige. Tre af dem er senere blevet erklæret døde og to svæver fortsat mellem liv og død.

Få øjeblikke inden, at ulykken indtraf, vågnede Stine. Hun tog straks sikkerhedsselen på, og det kan meget vel have været det, der reddede hendes liv. Det fortæller Fredrik Almqvist til Expressen.

»Hun ringede klokken syv om morgenen og bare græd. Det var svært at forstå, hvad hun sagde, og vi forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Hun fortalte, at hun var vågnet lige før ulykken og havde taget sikkerhedssele på. Det må have reddet hende. Flere af hendes venner og lærere er kommet til skade, fordi de ikke have sikkerhedssele på,« fortæller han.

Han er chokeret over den hændelse, der nær havde kostet datteren Stine livet og han glemmer ikke den gråd, han blev mødt af, da han tog telefonopkaldet søndag morgen.

»Det er en katastrofe. Jeg kan stadig høre min datters skrig.«

Det var kort før klokken syv søndag morgen, at bussen, der havde en 52 skolebørn, seks voksne og en buschauffør om bord, væltede på den svenske vej E45 mellem Sveg og Fågelsjö i Härjedalen. Efterfølgende blev adskillige bragt til det nærliggende hospital, og man tilkaldte alle tilgængelige ressourcer til stedet.

Bussen var på vej til Klövsjö i et område, der ligger syd for Østersund og Åre. De mange skolebørn kommer fra landsbyen Skene sydøst for Göteborg. Flere af skolebørnene lå og sov, da ulykken skete.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken er ikke klarlagt. Men der er tale om en eneulykke, og der skal have været minusgrader og glat på vejene i området.