Justitsminister hos de Konservative, Søren Pape, forsvarede søndag Inger Støjbergs kage-fejring af invandrer-stramninger. I tirsdagens BT debat forklarer erhverskvinde Stine Bosse, hvorfor hun nu er så træt af Søren Papes ageren, at hun savner pensionerede Per Stig Møller.
Søren Pape Poulsen har på Twitter bakket op om Inger Støjbergs kagefejring af stramninger og samtidigt kritiseret eliten for at kloge sig på tv. Det fik dig til at skrive, at du savner Per Stig Møller. Hvad er problemet?
Jeg savner dybden. Manden, der løfter sig op i helikopteren og spørger: Er det her nu også grundlæggende fornuftigt? Jeg tror, at alle ved, at i Per Stigs og Anders Foghs parløb var han drivloddet. Han var den, der sagde, skal vi nu ikke lige tænke os om. Han var eftertænksom og ikke bare den, der fór frem. Jeg troede, det var en god konservativ dyd, at man ikke bare fór i blækhuset ved første øjekast. Og det er det, der skete på Twitter. Søren Pape havde ikke den refleksion, som jeg oplever, befolkningen faktisk har.
Hvad er problemet med Søren Pape?
Hvis mennesker, der sidder i folketinget, melder sig ud af eliten, er det jo absurd. De er en del af eliten. Hvis man ikke er en del af eliten, når man sidder der, så ved jeg ikke, hvem man er.
Men selvom man er en del af eliten, kan man vel godt kritisere eliten?
Det ved jeg ikke, om man kan. Jeg ved ikke, om det er det, Søren Pape gør. Han føjer jo bare til, og så fejrer han andres ulykke ved at bakke op om Støjbergs kage. Det klæder da på ingen måde eliten. Det er den der stigmatisering, der er så håbløs. Man putter bare det hele ned i en gryde og taler om eliten. Men vi skal jo hellere diskutere reelle problemer i stedet for.
Hvis man ikke er en del af eliten, når man sidder der, så ved jeg ikke, hvem man er?
Så hvorfor er det, du savner Per Stig Møller?
Der, hvor jeg savner Per Stig Møller, er, at han er et grundordentligt menneske, der ikke kunne drømme om at fejre andres ulykke. Det har så ikke meget med eliten at gøre, det ved jeg godt. Det er en anden diskussion.