Stormen har raseret natten til onsdag med vindstød op til stormstyrke, og det har været en travl nat og tidlig morgen for Falck. - Vi har været ude til 131 opgaver, og langt de fleste har været i Nordjylland. Der har vi været ude 98 gange i natte- og de tidlige morgentimer, fortæller kommunikationsdirektør i Falck, Louis Honore til Berlingske Nyhedsbureau.

Nordjyderne og resten af danskerne har hovedsageligt fået hjælp på grund af træer, som stormen har væltet, og som spærrer kørebanen.

- Det er næsten altsammen væltede træer, som vi har ude at hjælpe med at fjerne. Så er der nogle enkelt døre og vinduer, der er blæst ind, bliktage og lidt tagsten, der er blæst af, og nogle ganske få tage, der har revet sig løs, siger Louis Honore.

Han fortæller, at den eneste lidt større opgave, som Falck har været på i forbindelse med stormen, var tidligt tirsdag aften, da en fiskeindustri i Skagen fik revet næsten 300 kvadratmeter tag af.

- Der har vi været ude og forsøgt at sikre, at der ikke var mere, der rev sig løs og sørge for, at det, der lå på jorden, ikke forvoldt yderligere skade, fortæller kommunikationsdirektøren.

Til trods for flyvende tagsten og afrevne tag, er ingen personer ifølge Falck kommet til skade i nattens storm.

Selvom Falck allerede har været ude 131 gange, er arbejdet langt fra slut, forklarer Louis Honore.

- Når folk begynder at stå op og se, hvad der er sket omkring deres hjem, og når butikker og arbejdspladser begynder at åbne rundt omkring, så forventer vi at få mere travlt, for folk begynder at opdage de skader, som ikke er blevet opdaget i løbet af natten, siger han.

Stormen onsdag nat er gået særligt hårdt ud over Nordjylland. På Hadsundvej i Aalborg er en gavl styrtet ned.

- Det er en endegavl på etageejendom på Hadsundvej, hvor en del af gavlen vælter ned og rammer en parkeret bil. Den rammer også ind i et køkken, således at vi måtte evakuere de to mennesker, der bor i lejligheden, fortæller vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.

Ingen er de evakuerede beboere er kommet til skade, og generelt har stormen ikke forårsaget personskade i Nordjylland, fortæller Poul Badsberg.

- Ud over en enkelt bilist, som måtte undvige et træ, der lå på kørebanen. Han har fået nogle knubs, da han kørte i grøften, siger han.

Generelt har de fleste henvendelser fra nordjyderne til politiet været angående væltede træer. Falck har også haft ekstra travlt i den nordlige del af landet. 98 af Falcks 131 opgaver har været i Nordjylland.

Ud over væltede træer, fortæller vagtchefen fra Nordjyllands Politi også om en del skader på bygninger.

Et stort stillads på Jyllandsgade i Aalborg ikke langt fra politigården er væltet, så vejen er spærret.

- Det er et større stillands ved noget nybyggeri, hvor der er blevet revet nogle elledninger med ned også. Vi er ved at have fjernet det, der var på kørebanen, men der er risiko for, at yderligere en del af stilladset kan vælte. Så før det er sikret, er vi nødt til at bibeholde afspærringen, forklarer Poul Badsberg.