Der blev uddelt flere fysiske kram end mundtlige øretæver mellem de to kandidater, da Annette Vilhelmsen og Astrid Krag søndag mødtes i Herning til den første duel i opgøret om formandsposten i SF.

Ifølge Berlingskes politiske kommentator var det kendetegnende ved den indledende debatrunde, at kandidaterne glattede ud i stedet for at trække linjerne op.

- De er begge to fuldstændigt opmærksomme på, at hvis de starter med at gå for hårdt til stålet og kommer til at virke for aggressive og uforsonlige, så risikerer de, at det giver bagslag i baglandet, siger Thomas Larsen.

Han påpeger, at hvis formandskampen bliver for destruktiv, vil det skade partiet, og det er både sundhedsminister Astrid Krag og hendes udfordrer, erhvervs- og socialordfører Annette Vilhelmsen, meget bevidste om.

- Vi har kæmpet - mest mod hinanden. Det ser ud, som om vi har glemt, at det er de borgerlige, der er fjenden, sagde Annette Vilhelmsen under debatten i Herning.

Selve indholdet af duellens politiske budskaber handlede ifølge Thomas Larsen for begge parter om at forgribe den kritik, som de forventer at få i løbet af formandsopgøret.

- De havde begge to travlt med at gardere sig over for de angreb, som der uden tvivl kommer, siger Thomas Larsen og peger på, at Astrid Krag i mange SFeres øjne drejer sig for meget til højre og er faldet i ét med regeringsprojektet.

- Hun gjorde, hvad hun kunne for at iscenesætte sig som en klassisk SFer med mere røde synspunkter, end hun normalt lufter. Ligesom hun meget direkte gjorde sig til talsmand for øget medlemsdemokrati, siger kommentatoren.

Sundhedsministeren tog også forskud på kritikken om, at hun med sine bare 29 år skulle være for ung til at stå i spidsen for partiet.

- Nogle siger, at min alder er et problem. For det første vil jeg sige, at jeg lover at vokse fra det. For det andet vil jeg sige, at når man ser på Villy, kan man se, at når man bliver formand for SF, bliver man gammel i en fart, sagde Astrid Krag.

For Annette Vilhelmsens vedkommende gik hun ifølge Thomas Larsen også i forsvarsposition, og hun ved tilsyneladende, hvilke skyts Krags bagland vil forsøge at kaste efter hende.

- Hun har læst, at SF-ledelsen med Astrid Krag i spidsen vil prøve at fremstille hende som en fantast, en drømmer, som - hvis hun kommer til magten - vil slå så meget i stykker, at SF risikerer at måtte forlade regeringen, siger han.

Derfor brugte Vilhelmsen taletid på at få manet i jorden, at en sejr til hende vil være ødelæggende for regeringssamarbejdet.

- Hun havde også travlt med at søge ind mod midten og fastslog med syvtommersøm, at SF skal blive ved med at være i regering, og at hun vil stå på mål for regeringsgrundlaget, siger Thomas Larsen.

Omkring 40 SFere var søndag mødt op til arrangementet, der blev afholdt hos Dansk Metal i Herning. I de kommende tid kandidaterne deltager i 11 debatarrangementer landet over, inden formanden findes ved en urafstemning.