Stikprøve: SF-formænd bakker op om Søvndal
På trods af at SFs partiformand Villy Søvndal i øjeblikket befinder sig i voldsom modvind, er der alligevel opbakning til formanden, viser en stikprøve foretaget i SFs bagland.
På trods af at SFs partiformand Villy Søvndal i øjeblikket befinder sig i voldsom modvind, er der alligevel opbakning til formanden, viser en stikprøve foretaget i SFs bagland.
Selv om kritikken i øjeblikket hagler ned over SF-formand Villy Søvndal har formanden fortsat opbakning i baglandet.
I en stikprøve foretaget af Berlingske Research, hvor 34 ud af 136 SF-lokalformænd har svaret, svarer knap 90 procent af respondenterne, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med Villy Søvndal som partiformand.
Kun en lokalformand er direkte utilfreds med Villy Søvndal, viser stikprøven.
I Jyllands-Posten fredag går flere SFere ellers direkte til angreb på partiformanden.
- Det er tid til at tale om et ledelsesskifte. Der er jo ikke nogen leder nu. Jeg har ikke set andet end nogle få klip af Villy, hvor han forsvinder fra et eller andet. Han har totalt mistet grebet om den ledelse, vi skulle have, siger politisk ordfører i Region Nordjylland Lene Linnemann (SF) til Jyllands-Posten.
Kritikken af SF og Villy Søvndal har nået nye højder, efter regeringen for en uge siden indgik en skatteaftale med Venstre og de Konservative i stedet for regeringens oprindelige støtteparti, Enhedslisten.
To af SFs folketingsmedlemmer, Özlem Cekic og Lisbeth Bech Poulsen, erklærede efterfølgende, at de ikke kunne stemme for aftalen. Men efter et møde i SFs folketingsgruppe onsdag erklærede en grådkvalt Lisbeth Bech Poulsen, at hun alligevel agter at stemme for.
Ifølge flere politiske kommentatorer har Villy Søvndal håndteret hele situationen omkring de to SF-rebeller fatalt.
- Det har været helt fatalt, at han ikke har taget lederskabet på sig og stillet sig op som partiformand og argumenteret for vigtigheden af aftalen og nødvendigheden af regeringssamarbejdet, men har skjult sig bag Möger og gruppeformanden. Det er rent ledelsesmæssigt en fallit. Med sit fravær virker det næsten som om, at han har opgivet projektet, siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der kalder situationen i SF for »ekstremt alvorlig«.
Selv afviser hovedpersonen at have planer om at forlade formandsposten.
- Jeg er ikke opdraget til at springe fra, fordi tingene er svære. Jeg har haft det privilegium at stå i spidsen for SF, da det var svært, da det gik godt og nu svært igen. At der er kritik af min person er helt fair. Men jeg vil gerne overdrage SF på en god måde til en kommende formand, skriver han i et svar til politiken.dk.