Den altid farverige Nicklas Bendtner fylder fredag 27 år, og det fejrer han med at poste et Instagram-billede af to indrammede fotos af sin søn, Nicholas.
Teksten til billedet havde dog en vis spydighed over sig.
»Den vigtigste del af mit rejsegrej! Du er altid med mig, selv om nogle folk gør det svært for os at være sammen,« skriver Bendtner, der pt er på træningslejr i Sydafrika med sin tyske klub, Wolfsburg.
Man skal selvfølgelig passe på med at tolke alt for meget, men den sidste del af Bendtners besked kunne sagtens læses som en stikpille til eks-kæresten baronesse Caroline Fleming.
Det har tidligere været fremme, at baronessen sætter strenge restriktioner for, hvor meget Bendtner og sønnen kan være sammen. I et interview med Berlingske i november 2013 afslørede landsholdsangriberen, at sønnen ikke måtte overnatte hos sin far.
»Det gør mig ked af det, for det er jeg klar til, og det er han klar til. Der er intet, der står i vejen for det - intet udover Caroline,« sagde Bendtner dengang.
For et par måneder siden fortalte Caroline Fleming ellers til BT, at hun og Bendtner har arbejdet på at blive 'rigtig gode venner og endnu bedre forældre'.
»Ja, det er da vidunderligt! Det er vidunderligt! Heldigvis - tænk at man kan være så moden, at man tilsidesætter sig selv for at se på ens vidunderlige, skønne barn,« lød det fra baronessen.
Nicklas Bendtner og den 13 år ældre Caroline Fleming fandt sammen i marts 2010. Forholdet varede i godt og vel et år.
Landsholdsprofilen fandt for nyligt sammen med en anden eks-kæreste - skuespilleren Julie Zangenberg.