Det var ikke nogen helt normal fysikeksamen, som 16-årige Marc Eriksen fra Espergærde gennemførte i sidste uge.

Under 9. klasses-eksamen i fysik på Tibberupskolen i Espergærde blev Marc ramt af en flere meter lang stikflamme.

Stikflamme

- Jeg satte en bunsenbrænder til et gasudtag og satte en tændstik op for at tænde for den.

Brænderen står og simrer lidt og lige pludselig bliver der kastet en lang stikflamme i hovedet på mig, siger Marc Eriksen.

Det viser sig, at et andet gasudtag har stået åbent, og da bunsenbrænderen bliver tændt, står den lange stikflamme ud. Marc får store brandsår på låret, hånden og armen, samtidig med at han er forbrændt flere steder i ansigtet.

Meget chokeret skynder Marc sig at få sin arm under koldt vand, hvorefter censoren spørger, om han har mod på at fortsætte sin eksamen.

- Jeg havde slet ikke lyst til at fortsætte, men følte at jeg blev nødt til det, fordi jeg var bange for at dumpe, hvis jeg ikke ville gennemføre eksamen, siger Marc Eriksen.

Med mere end en time tilbage af eksamen fortsætter Marc med armen under en vandhane. Han tør ikke nærme sig bunsenbrænderen igen, men fuldfører sin eksamen, som han alligevel ender med at dumpe.

Ingen behandling

Marcs mor, Liselotte Eriksen, er forarget over, at hendes søns eksamen ikke blev stoppet, og hun kan ikke forstå, at han ikke blev behandlet på nogen måde af hverken lærer eller censor.

- Det er jo en grotesk situation. Det er ikke i orden at man bliver forbrændt til sin eksamen. Jeg synes det er uacceptabelt, og jeg er rystet over skolen, siger Liselotte Eriksen.